Bifaldet breder sig i RoskildeKonkurrencen omfatter 5 punkthusbygninger i varierende højder på 3 til 6 etager, hvor solforhold har været centralt for bygningernes placering, udformning og højder.

Bifaldet breder sig i Roskilde

Kullegaard, Svendborg Architects og Schønherr udvikler nyt område i Roskilde. Det sidste præg af det gamle beton-industri område ved Musicon kommer til at hedde ”Bifaldet”

Arkitektvirksomhederne Kullegaard, Svendborg Architects og Schønherr har vundet konkurrencen om udviklingen af nærområdet ”Bifaldet” – et område i den nye bydel Musicon, som ligger i Roskilde.

Opgaven er blevet til i tæt samarbejde med KSE Ejendomme, hvor byrum, bevægelse og solforhold mellem bygningerne har været nogle af fokuspunkterne.

Musicon bærer stadig præg af den betonindustri, der tidligere har fungeret i området. Der er dog allerede etableret en lang række midlertidige og blivende aktiviteter som danseteater, kunstnerværksteder og øvelokaler. Derudover er rockmuseet Ragnarok opført som et afgørende fundament for det kulturhistoriske liv, der skal være med til at udvikle området. Bydelen har et samlet areal på cirka 250.000 m2.

Mangfoldige boliger
- Hele holdet er stolte over at være med til at udvikle området, som ligger på en rigtig spændende grund med mange muligheder. Musicons overordnede fokus på kunst, kultur og kreativitet skaber en spændende kontekst, der giver os rum til at tænke anderledes og mere dynamisk, udtaler partner og arkitekt i Kullegaard, Kasper Kullegaard.

Konkurrencen omfatter 5 punkthusbygninger i varierende højder på 3 til 6 etager, hvor solforhold har været centralt for bygningernes placering, udformning og højder. Det er med til at sikre, at boligerne og byrummene får så optimale forhold som muligt.

Derudover er der også lagt vægt på, at boligerne forholder sig til livet i området samtidig med, at det respekterer beboernes privatliv. Materialevalget har været en afgørende faktor, da det skal skabe forankring til hele bydelen og ikke kun til det enkelte projekt. Fokus har derfor været at finde den arkitektoniske balance mellem det flygtige og det eksisterende, som en slags median mellem det nye og det gamle.

Kontekstens historie
Overordnet bliver der tale om et fremsynet boligprojekt med forankring i kontekstens historie, som et nyt spændende kapitel i Musicon-området, centralt placeret i Roskilde – tæt på byen, infrastruktur og byens mange kulturelle tilbud.

Bygningerne udgøres primært af boliger, som henvender sig til et mangfoldigt og varieret publikum. Derudover er der i etape 2 af projektet planlagt flere åbne funktioner som butik og café samt et seniorbofællesskab med udadvendte aktiviteter og tilbud.

Samarbejdet udspringer af et strategisk partnerskab mellem Kullegaard og Svendborg Architects, hvor målet er at skabe værdi både på den korte og den lange bane. I de konkrete projekter kan virksomhederne allerede fra de indledende tanker og idéer komplimentere hinandens styrker og kompetencer, hvilket fastholdes igennem hele processen til den endelige udførelse.

Målet er, at partnerskabet på længere sigt bidrager til udviklingen af begge organisationer, da viden og erfaringer deles på tværs til gavn internt såvel som eksternt.

-cmn

25/10 2016