Blød jord kan udskyde nyt stadion i Aarhus i fem månederAGF spiller sine hjemmekampe på det nuværende stadion i 2024, mens nedrivningen af hovedtribunen og sikringen af jordbundsforholdene sker. Herefter flytter klubben midlertidigt sine kampe til Vejlby.

Blød jord kan udskyde nyt stadion i Aarhus i fem måneder

Før et nyt fodboldstadion i Aarhus kan bygges, skal det sikres, at nabobygningen 'Stadionhallerne' sammen med det nye stadion kan stå sikkert på sit fundament. Det har vist sig at være en større og mere tidskrævende opgave end først antaget

Ingeniørrådgiveren på byggeriet af et nyt fodboldstadion i Aarhus har da også gennem de seneste måneder foretaget grundige undersøgelser af jorden i stadionområdet.

Her har det vist sig, at dele af det nuværende stadion står på såkaldt ikkebæredygtige jordaflejringer.

Det gælder bl.a. hovedtribunen på det nuværende stadion, som i dag er sammenbygget med bagsiden af Stadionhallerne, og som efter planen bliver taget ned som det første i nedrivningsprocessen.

Løsningen er at etablere det, man i fagsprog kalder en sekantpælevæg for at stabilisere den historiske bygning, hvorefter man kan fjerne de bløde og ikke-bæredygtige jordlag ved Stadionhallerne og hovedtribunen.

Der er tale om en velkendt, men tidskrævende manøvre, som derfor også i værste fald kan forsinke stadionbyggeriet i op til fem måneder.

Projektet ventes fortsat at kunne holdes inden for den fastsatte økonomiske ramme.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over en eventuel forsinkelse af projektet, det havde vi helst været foruden.

- Men i det perspektiv, at vi kan fremtidssikre den markante røde bygning stadionhallerne med stor kulturhistorisk værdi for vores by og det fantastiske stadion, vi lige nu skriver ny historie ved at opføre, så er det den eneste ansvarlige vej at gå, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der er formand for projektets styregruppe.

Ifølge den nuværende tidsplan skal det nye stadion stå klar til første kamp midt i 2026. Det er fortsat forventningen, at stadion bliver færdigt i løbet af 2026.

 

-dc

8/2 2024