Bliv klogere på fremtiden i byggebranchen
Forandringer ruller ind over byggebranchen i et højt tempo, så hvad skal der til, hvis du også skal kunne drive en fornuftig forretning om 10 år? Danske Byggecentre går på jagt efter de gode svar ved en stor konference 2. februar
En stor del af den danske nationalformue er bygninger og infrastruktur, så der er store samfundsmæssige værdier på spil, når det drejer sig om fremtidsudsigterne for byggebranchen. Og ifølge Torben Liborius, erhvervspolitisk chef, Dansk Byggeri, så bliver digitalisering, kompetencer, energieffektivitet og cirkulær økonomi nogle af nøgleordene i byggeriet.- Samtidig er 90% af de bygninger, vi bruger om 10 år, allerede bygget, så forbedring og opgradering af den eksisterende bygningsmasse er afgørende. Fokus på genanvendelse og bæredygtighed øges. Den cirkulære økonomi betyder, at materialeflowet vil komme til at se anderledes ud, lyder budet fra Torben Liborius.
Hvad skal der til? - og hvordan påvirker vi udviklingen?
Men bygninger er ikke, hvad de har været: Gamle bygninger forfalder, bliver utidssvarende og mister deres værdi, hvis ikke de bliver fornyet og vedligeholdt. Og nye bygninger er ikke længere ensbetydende med nye materialer - der kommer flere og flere nybyggerier, hvor en del af materialerne er genbrugte og genanvendte materialer fra gamle bygninger.
Så hvad skal der til, hvis branchens virksomheder også skal kunne drive en fornuftig forretning om 10 år? lyder det fra Danske Byggecentre, der går på jagt efter de gode svar ved en stor konference 2. februar på Bella Sky i København.
- De 400 danske byggecentre har været bindeled mellem leverandører og udførende i byggeriet i over hundrede år. Derfor er jeg ikke bange for, at byggecentrenes forretningsmuligheder bliver skyllet væk i udviklingens malstrøm, men selvfølgelig skal vi være helt fremme og påvirke udviklingen, for vore kunder, så de også fremover kan være sikre på at få den service og de løsninger, de har brug for, når de handler med deres byggecenter, fastslår Palle Thomsen, adm. direktør, Danske Byggecentre.
Skriv dine spørgsmål - så bruger Hans Engell dem?
Første halvdel af konferencen er helliget en paneldebat, hvor seks organisationer er inviteret til at give deres bud på, hvad der skal til på de store linjer, hvis byggebranchen skal være med til at præge udviklingen. De seks organisationer er Danske Ark, Bygherreforeningen, BAT-kartellet, DI Byg, Danske Byggecentre og Dansk Byggeri. De får hver fem minutter til at give bolden op, hvorefter Hans Engell som ordstyrer vil bruge sin erfaring til at sikre, at vi får en skarp, livlig og produktiv debat, som peger fremad.
Som noget ganske nyt har DU også mulighed for at deltage i debatten. Send dine spørgsmål til ia@bdb.dk og vi vil sørge for at ordstyreren Hans Engell, kan bruge det i debatten og stille de vigtige spørgsmål til panelet.
Tre visonære direktører giver inspiration
Anden halvdel fokuserer på valg af strategi for virksomheder i branchen. Tre visionære direktører får hver 25 minutter til at løfte sløret for de strategiske perspektiver, de hver især ser som afgørende for de virksomheder, de står i spidsen for. Den første er Søren P. Olesen, som er CEO i DT Group, der bl.a. driver Silvan og STARK. Den næste er Kasper Guldager Jensen, som er arkitekt, partner i 3XN og direktør for GXN, der er et udviklingsselskab stiftet af 3XN. Den tredje er Martin Manthorpe, som er strategidirektør hos NCC i Danmark.
Søren P. Olesen præsenterer DT Groups strategi, Kasper Guldager Jensen fortæller om forretningsmulighederne i cirkulær økonomi, mens Martin Manthorpe vil forklare hvorfor han mener branchen står overfor et paradigmeskift, hvor bæredygtighed bliver en nøgle til forretningsmæssig succes.
- Jhn
Fakta: Danske Byggecentres konference
- Torsdag 2.februar 2017 - klokken 12.00 på Bella Sky i København
Læs mere om programmet og tilmeld dig her: http://aarsmode.bdb.dk/GetAccess/AarsmodeOversigt.aspx