Åbningsdag i bæredygtigt byggemarked nærmer sig
Havnens Hænder hedder Københavns nyeste byggemarked. Særligt ved det er bl.a., at det kun forhandler bæredygtige byggematerialer, at de tre ejere er håndværkere og at al levering foregår direkte fra producenterne
Del artiklen påBæredygtighed - Byggeri
Tekst og foto: Louise S. Strøbech
Siden maj har de tre håndværkere, kollegaer og barndomskammerater Mikkel Damgaard Nielsen, 41 år, Karl Nørgaard, 46 år, og Magnus Henriques, 41 år, renoveret deres store hal på 250 m2 med 12 meter til loftet på Refshalevej 165c i København K, hvor deres nye byggemarked får til huse.
Hverken udefra eller indefra ligner det dog et traditionelt byggemarked med hyldemeter efter hyldemeter af skruer, elværktøj, sækkevarer, maling og træ i galger i trælasten. Og det kommer det heller ikke til. Planen er, at de bæredygtige byggematerialer som udgangspunkt skal fragtes direkte ud til byggepladserne, så man undgår unødig transport.
De tre initiativtagere ligner eller lyder heller ikke som tre klassiske sælgere. De er nærmere initiativrige ildsjæle, der ønsker at gøre det lettere for håndværkere at finde de bæredygtige byggematerialer, som flere og flere både arkitekter, bygherrer og håndværkere som dem selv efterspørger. Samtidig ønsker de at gøre deres del til at passe på klimaet, på indeklimaet og på naturens resurser.
På lørdag d. 16. november fra kl. 11 inviterer de til første åbningsdag, hvor interesserede kan komme og høre mere om det nye tiltag og se og mærke på nogle af de bæredygtige produkter, de har i sortimentet.
- Vi har selv bygget en del med bæredygtige materialer, bl.a. fordi vi har arbejdet med fredede huse, men vi har haft lidt svært ved altid at finde de materialer, vi gerne ville bruge. Problemet er, at folk ikke ved nok om alle de bæredygtige materialer, der faktiske findes på markedet. Ikke engang håndværkerne, siger Mikkel Damgaard Nielsen, der er uddannet murer og som – ligesom de to medstiftere – har været selvstændig i mange år.
Building Green og Henning Larsen
Havnens Hænder fik sin offentlige debut på bæredygtighedsmessen Building Green i Forum i København i slutningen af oktober, hvor byggemarkedet scorede en af de sidste stande på 1. sal. Her var bl.a. flere producenter af bæredygtige byggematerialer forbi for at høre, om det nye byggemarked ville forhandle deres produkter. Siden er det bl.a. også blevet til et besøg hos Henning Larsen Architects.
- Vi fik valget mellem et mødelokale med 15-20 mennesker eller deres interne medarbejderevent ’Lunch and Learn’ i kantinen. Vi valgte kantinen, hvor vi havde en halv time. Det gik skidegodt. Vi havde lavet vores første PowerPoint-præsentation nogensinde, og fortalte lidt om ler og hamp. Vi endte med at være der halvanden time, hvor mange kom hen for at høre mere. Der skete alt muligt: Bl.a. tog en af arkitekterne vores hampeblok og smed ned i en kande med vand for at se, hvad der ville ske. Det var ret vildt, fortæller Mikkel Damgaard Nielsen.
D. 21. november er de tre byggemarkedsstiftere desuden inviteret i Klub Logik hos Logik & Co. på Nørrebro, for sammen med andre bæredygtighedsentusiaster at tale om, hvorfor der ikke bliver brugt flere naturlige isoleringsmaterialer i byggeriet.
Havnens Hænder holder i vinterperioden åbent hver lørdag kl. 11-17 eller efter aftale.