Boligejer.dk skal forbedres

Erhvervsstyrelsen planlægger en omfattende modernisering af Boligejer.dk lige efter sommerferien

Af Dan Bjerring
Christiansborg

På samrådet i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget om tilstandsrapporter og skyggerapporter i slutningen af marts blev det blandt andet drøftet, om hjemmesiden Boligejer.dk, som indeholder en liste over bygningssagkyndige, kan forbedres.

På den baggrund har erhvervsminister Rasmus Jarlov (C) bedt Erhvervsstyrelsen, som administrerer Boligejer.dk, om at beskrive muligheden for at forbedre hjemmesiden, så man nemt kan udskrive en liste over beskikkede bygningssagkyndige.

Ifølge den gældende lov om formidling af fast ejendom kan Erhvervsstyrelsen fastsætte regler om ejendomsmæglernes mulighed for at yde sælger bistand til rekvirering af blandt andet tilstandsrapport.

Kan selv vælge
Ejendomsmægleren skal til gengæld ved indgåelse af formidlingsaftalen blandt andet henvise sælger til, hvor informationsmateriale om tilstandsrapporten kan findes, hvilket altså blandt andet sker på Boligejer.dk.

Det skal fremgå af formidlingsaftalen, at ejendomsmægleren har rådgivet sælgeren om dennes mulighed for selv at vælge en bygningssagkyndig samt udleveret en liste over bygningssagkyndige i lokalområdet.

Boligejer.dk indeholder en række oplysninger om køb og salg af boliger, herunder information om tilstandsrapport.

Midlertidige ændringer
På forsiden af Boligejer.dk findes en konsulentsøgning, der kan bruges til at finde bl.a. en beskikket bygningssagkyndig ved at generere en liste over beskikkede bygningssagkyndige i lokalområdet.

Erhvervsstyrelsen planlægger ifølge ministeren en omfattende modernisering af Boligejer.dk lige efter sommerferien

Indtil da vil der blandt andet blive foretaget en tydeliggørelse af konsulentsøgningen på forsiden, og printfunktionen på konsulentlisten tydeliggøres.

29/4 2019