Drop registreringsafgiften på elbiler
Der er nu registreret flere nye elvarebiler end varebiler, der kører på benzin eller diesel. TEKNIQ opfordrer regeringen til at droppe de påtænkte stigninger i el-bilafgifterne
Af Dan Bjerring
Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik blev der i september for første gang registreret flere nye varebiler på en måned, som kører på el end på benzin eller diesel.
TEKNIQ kalder det en markering af, at danske virksomheder for alvor skifter gear og er i gang med at sætte strøm til deres vognpark og den grønne omstilling, vurderer erhvervsorganisationen
Underdirektør Andreas Schelbeck kalder det ”centralt at sikre, at det også fremover, er det oplagte valg at sætte sig bag rattet i en el-varebil”.
Træder den grønne speeder i bund
Udviklingen kommer i kølvandet på år præget af høje brændstofpriser og global uro, der har fået virksomhederne til at træde speederen i bund på den grønne omstilling.
- De høje brændstofpriser har skubbet godt til udviklingen, men vi skal ikke være afhængige af kriser ude i verden for at komme videre med den grønne omstilling.
- Virksomheder og bilejere har brug for stabile vilkår. Derfor havde vi gerne set, at regeringen helt dropper registreringsafgiften på elbiler i stedet for at hæve afgiftsgrænsen, som regeringen lægger op til, siger Andreas Schelbeck