Boligejere skal planlægge projekter i god tid

Det gælder om at være ude i god tid, hvis man skal have udført reparationer eller tilbygninger i sin bolig og vil undgå langstrakt byggeproces

Nyt køkken, nyt badeværelse, ny terrasse eller en ny tilbygning. Mange boligejere har ikke mindst i forbindelse med køb af en ny bolig planer om at foretage forbedringer eller udvidelser af deres bolig.

Men de har en udfordring, når det gælder om at finde håndværkere til at gennemføre planerne.
Ifølge Nyboligs kommunikationschef, Thomas Hovgaard oplever mange boligejere mangel på ledige håndværkere, selv om finansieringen er på plads.

Fart på byggeriet
Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er der fart på byggeriet, og det samlede antal fuldførte boliger steg med 41 procent fra første til andet kvartal 2018.

- Når der er gang i byggeriet, er mange håndværksvirksomheder beskæftiget ved store byggerier, og derfor er det svært at finde håndværkere for den private boligejer, hvis projekter typisk er små, siger Thomas Hovgaard, der peger på, at boligejeren både risikerer ikke at få udført sine projekter eller må betale en højere pris, end de forestillede sig.

Omvendt rækkefølge
Thomas Hovgaard maner derfor til tålmodighed og anbefaler boligejere at gå i gang med at finde håndværkere i meget god tid.

- Normalt vil man starte med at tegne og gå i banken, men nu bør man i højere grad starte med at finde nogle håndværkere først, hvis man vil undgå en meget langstrakt byggeproces, siger Thomas Hovgaard.

DanB

6/8 2018