Boliger klemmer sig ind mellem 50'-blokke og 10'-industri
Aarhus Kommune har sat rammen for et nyt boligbyggeri, der ligger mellem boligblokke fra 1950'erne, industri fra 1910 og en bevaringsværdig villa
Arkitektur - Byudvikling
Af Marie Sofie Larsen
På Trøjborgvej i Aarhus, tæt på den kommende udvidelse af Aarhus Universitet, et villakvarter og boligblokken 'Aldersro' fra 1951, er der nu bygget 177 nye lejligheder i en karrestruktur, der går fra tre til seks etager og omkranser 'Villa Fairhill' fra 1890.
Det røde hus på Trøjborgvej er ikke fredet, men har en høj bevaringsværdi, klasse tre, på kommunens skala, der går fra et til ni, hvoraf et er den højeste værdi.
Lokalplanen fastlagde, at de nye boliger skulle opføres som et etagebyggeri, der skulle tage hensyn til den bevaringsværdige 'Villa Fairhill' og samtidig respektere stedets karakter og bymæssige sammenhæng.
Ud over etageboliger, nu en kombination af private og almene familie- og ungdomsboliger i størrelser fra 27 til 106 m2, gav lokalplanen mulighed for, at den nordlige del af bebyggelsen kunne anvendes til tæt-lav boligbebyggelse, og det er blevet til rækkehuse i tre etager. Nybyggeriets stueetage mod Trøjborgvej vil sammen med den gamle villa fremover blive brugt til liberale erhverv.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet i magasinet Byggeri nr. 8.