Boligministeren: Vanskeligt at gardere sig mod snyd
Af et svar fra boligminister Kaare Dybvad Bek til Halime Oguz (SF) fremgår det, at skandalebyggeriet af Njals Tårn på Amager ikke får følger for byggelovgivningen.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Halime Oguz vil vide, om ministeren mener, at der er tilstrækkelig kontrol med betonarbejdet i byggeriet, når højhusbyggeriet Njalstårnet blev bygget på et så uholdbart fundament, at det var i risiko for at styrte sammen og dermed være til fare for menneskeliv.
Og ministeren understreger da også, at det er vigtigt, at vi har et system i Danmark, hvor vi kan have tillid til, at det byggeri og de byggematerialer, der bliver leveret på byggepladserne, lever op til reglerne:
- Derfor er der allerede kontrolforanstaltninger for byggeri. Byggeri, der kræver en byggetilladelse, må som udgangspunkt ikke tages i brug uden, at kommunen giver en ibrugtagningstilladelse. Kommunen skal i den forbindelse kontrollere, at der er indsendt dokumentation til overholdelse af bygningsreglementets bestemmelser, herunder krav til bygningens fundament, oplyser Kaare Dybvad Bek.
Kommunens ansvar
Han henviser til, at sagen om højhuset på Amager er sagsbehandlet efter de tidligere regler, hvor byggesagsbehandlingen blev foretaget i kommunerne.
Den tekniske byggesagsbehandling i kommunerne er siden blevet erstattet af en certificeringsordning for statikere og brandrådgivere, der blev obligatorisk den 1. januar 2020.
Den nye certificeringsordning indfører en række krav til kontrol af bærende konstruktioner, herunder kontrol i udførelsesfasen med eksempelvis beton:
- Det giver således en yderligere sikkerhed for, at byggeri opfylder kravene. Med indførelsen af certificeringsordningen er der således sat øget fokus på kontrol og udførelse af byggeri, der vil mindske risikoen for, at denne type sager opstår i fremtiden, lyder det fra boligministeren.
Vanskeligt at gardere sig mod snyd
Derudover skal kommunen, hvis den bliver opmærksom på et muligt ulovligt forhold i en bygning, sørge for, at det ulovlige forhold lovliggøres:
- I den forbindelse skal kommunen oplyse sagen tilstrækkeligt, ligesom kommunen kan foretage de nødvendige undersøgelser for at kunne vurdere, hvorvidt der er tale om et ulovligt forhold eller ej. Kommunen kan for eksempel ud over dokumentation for overholdelse af Bygningsreglementets krav bede om de nødvendige prøver, som kommunen skal bruge for at kunne vurdere, om der er tale om et ulovligt forhold…
Der kan være situationer, hvor kommunen vurderer det nødvendigt selv at udtage prøverne. I disse tilfælde kan kommunen selv forestå undersøgelsen. Det kan være relevant i situationer, hvor kommunen måske har mistanke om dokumentfalsk eller lignende:
- På den baggrund mener jeg, at de kontrolforanstaltninger, der er i dag – navnlig med den nye certificeringsordning – burde være tilstrækkelige. Men det kan være vanskeligt helt at gardere sig mod bevidst omgåelse af reglerne, slutter Kaare Dybvad Bek.