Bornholmske håndværkere går digitalt
Undersøgelse viser, at hovedparten af bornholmske håndværkere for alvor har sat strøm til arbejdsprocesserne - og i dag er nogle af landets mest digitale
Der er meget at spare ved at digitalisere arbejdsprocesserne. Opgaver som tidsregistrering, fakturaflow og økonomistyring bevæger sig derfor i større grad fra de tunge mapper, gule sedler og langsomme arbejdsgange over til pc’en og iPad'en.
Det ses især hos håndværkerne, hvor undersøgelsen Digital Index foretaget af Visma Software viser, at bygge- og anlægsbranchen er gået fra et index på 33,5 % i 2017 til 38,1 % i 2018.
Dermed er bygge- og anlægsbranchen rykket fra en andenplads til en førsteplads over de mest digitale brancher inden for automatisering af administrative og finansielle processer.
El-, vvs- og ventilationsfirmaet Axel Sørensen A/S i Rønne har i tre år haft stor succes med at skifte papirnusseriet ud med skærmen. En stor del af den digitale omstilling skyldes den gode videndeling, der er på øen.
- Vi har indtil nu skiftet system to til tre gange i de 18 år, jeg har været direktør. Hver gang har vi lænet os meget op ad andres erfaringer og forhørt os hos kolleger i branchen om deres systemer og viden. Jeg oplever, at mange andre fra branchen gør det samme. Valget af system betyder nemlig meget for den daglige effektivitet i virksomheden og det finansielle overblik over forretningen, fortæller direktør Brian Tarp.
Branchen inspirerer hinanden
Digital Index undersøgelsen viser også, hvilke regioner der er mest digitale. Her lander Region Hovedstaden, hvor Bornholm hører under, på et index på 34,6 %. Til sammenligning ligger gennemsnittet i digital index på 31,7 %, så bornholmerne er sammen med Hovedstaden en god bid foran.
Selvom hovedstadsområdet erfaringsmæssigt er frontløbere i forhold til andre områder i Danmark, kan Brian Tarp nikke genkendende til den høje digitale omstilling blandt branchen på solskinsøen.
- Vi oplever tit, at flere af vores kolleger og samarbejdspartnere fra branchen på øen er langt fremme på de digitale løsninger. Det er også derfor, at vi kan læne os op ad erfaringer, som andre har haft og er gode til at dele deres erfaringer med, understreger han og henviser til de 300 håndværksvirksomheder, der er på øen.
For at bidrage til yderligere videndelingen lægger Axel Sørensen A/S hus til et gå hjem-møde, hvor repræsentanter fra sags- og ordrestyringssystemet Minuba og økonomisystemet Visma e-conomic vil inspirere håndværkerne på Bornholm om de mange fordele, som digitalisering af de administrative og finansielle processer giver.
Mødet er gratis og afholdes den 31. januar kl. 16.00-17.30 hos Axel Sørensen A/S, Sandemandsvej 3, 3700 Rønne. Det er muligt at tilmelde sig her.
-los