BR-forringelse koster arbejdspladser
Flere danske vinduesproducenter raser over udsigten til en markant forringelse af det danske bygningsreglement. Det bliver svært at forsvare de 3.000 danske produktionsarbejdspladser inden for branchen, lyder kritikken
Inwido og Idealcombi, der er to af Danmarks største vinduesproducenter, ærgrer sig over udsigten til et bygningsreglement uden krav til vinduers indvendige overfladetemperatur, sådan som det ser ud i den form, Klima-, Energi- og Bygningsminister Rasmus Helveg-Petersen tilsyneladende foretrækker.
Inwido og Idealcombi har i modsætning til flere af de største konkurrenter valgt at bibeholde deres produktion i Danmark, men det kan vise sig at være dyrkøbt nostalgi, hvis Danmark helt opgiver at stille krav til byggematerialers performance:
- Vi er jo udmærket klar over, at det på nogle områder er billigere at producere i eksempelvis Polen, som flere af vores konkurrenter gør. Men med effektivitet og en bevidst indsats kan det glædeligvis fortsat betale sig at producere god dansk kvalitet, der faktisk forbedrer indeklimaet og sparer på energien, pointerer adm. direktør Mads Storgaard Mehlsen fra Inwido-koncernen i Danmark.
Ophedet debat
Inwido-direktøren peger på, at danske byggematerialer jo netop er kendte for at skulle leve op til høje danske standarder.
- Det giver BR15 i høj grad køb på, og herved fjerner du tæppet under en stor del af de danske arbejdspladser, som jo netop er eksponent for en stor knowhow inden for energioptimering, siger Mads Storgaard Mehlsen med henvisning til den ophedede debat om det foreliggende udkast til BR15, hvor Klima-, Energi- og Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen har valgt at fjerne kravet til vinduers indvendige overfladetemperatur.
Kravet har siden 2010 været 9,3 grader, men allerede på daværende tidspunkt var man i Erhvervs- og Byggestyrelsen klar over, at kravet var for lavt, og at det ville føre til kondensdannelse og risiko for skimmelsvamp.
Minister går modsat
Derfor har både forskere fra Aalborg Universitet, Center for Bygningsbevaring, Energitjenesten, Det Økologiske Råd, Danmarks Naturfredningsforening, SBi og mange, mange flere i de mellemliggende år bebudet, at kravet skulle strammes til et niveau på mellem 11 og 13 grader.
I stedet vælger ministeren at gå den stik modsatte vej og fjerne kravet:
- Det kan lyde som en simpel detalje, men det her er faktisk helt afgørende for både boligens energiforbrug og indeklima. Vi har investeret millioner af kroner i løbende at forbedre danske vinduers performance, og nu ser vi så, at vores indsats underkendes. Jeg har sjældent set en lignende ligegyldighed over for danske produktionsarbejdspladser, fortsætter teknisk direktør Bent Søgaard fra Idealcombi.
For gode til Danmark
Danskproducerede vinduer bliver nu ifølge både Mads Storgaard Mehlsen og Bent Søgaard for gode til det danske marked.
Det er nemlig overvejende bygningsreglementet, der sætter rammerne for, hvad folk vil betale for, pointerer de samstemmende.
Også Danske Arkitektvirksomheder med tidligere erhvervsminister og konservativ leder Lene Espersen i spidsen er uforstående over for ministerens enegang i sagen. Over for Dagbladet Børsen afviste hun i sidste uge ministerens argumenter mod dansk enegang i EU:
- Det giver ikke mening at tale om fælles EU-byggestandarder. Vi lever i et koldt og fugtigt klima i modsætning til Sydeuropa, hvor man ikke behøver at isolere husene. Det vil jo være vanvittigt ikke at gøre det i Danmark. Vi har problemer med fugt og skimmelsvamp i boliger, og her betyder vinduer også noget.