Branchevejledning på vej: Betonindustrien skal have markant lavere CO2-aftryk
Byggeriet vil unægtelig også i fremtiden indeholde beton. Derfor skal alle tiltag i spil for at nedbringe materialeforbruget, når der bygges i beton. Det er baggrunden for, at Dansk Beton nu sender en branchevejledning for designoptimering i høring
Dansk Beton har udarbejdet branchevejledningen i samarbejde med en projektgruppe af de fem store rådgivende ingeniørvirksomheder i Danmark samt gennem sparring og dialog med bygherrer, entreprenører, organisationer m.fl.
- Cement- og betonindustrien skal omstilles til produktion med signifikant lavere CO2-aftryk for at imødekomme fremtidens krav om reduktion af CO2-udledningen totalt. Der bygges så meget i beton - ikke bare i Danmark, men også globalt - og derfor er der virkelig store potentialer, hvis vi også ændrer på måden, vi designer betonkonstruktioner på, siger Dorthe Mathiesen, chef for Dansk Beton, og tovholder på projektet i regi af Bæredygtig Beton initiativet.
Hun påpeger, at det fremtidige ressourceeffektive og CO2-reducerede byggeri ikke må anvende mere cement, beton og armering end absolut nødvendigt for at opfylde funktionskravene til byggeriet.
- Hvor driverne for design, produktion og udførelse tidligere har været tid og omkostninger, er der nu og i fremtiden også et fokus på CO2 og ressourceforbrug. Det betyder ændringer i den måde, vi designer vores bygninger, producerer vores materialer og udfører vores konstruktioner, siger hun.
Gevinster ved optimering
Reduktion af CO-udledning handler ikke om materialevalg alene. Det handler også om at høste de gevinster, der er ved at optimere mere nuanceret på konstruktionerne. Det er baggrunden for den nye branchevejledning.
- Vi kommer fortsat til at skulle anvende beton i Danmark, og derfor er branchevejledningen for designoptimering af betonkonstruktioner et virkelig vigtigt input til byggeriets aktører siger Morten Leen, Chief Sustainability Officer i AP Pension.
- Hvis vi har fokus på at foretage de nødvendige justeringer i idé- og designfase, så er der store gevinster at hente på byggeriets samlede klimaaftryk, og der skal vi som bygherrer gå forrest for at sikre, at de gevinster høstes, tilføjer han.
Projektgruppe: Rådgivende ingeniører fra Rambøll, MOE, SWECO, COWI, NIRAS, Optum, Spæncom og CRH Concrete.
Dialoggruppe: AP Pension, ATP Ejendomme, Pension Danmark, NREP, Byggeri København, Sønderborg Kommune, Bygningsstyrelsen, Domea, NCC, CG Jensen, MTH, Aarsleff, LM Byg/Pihl, Bygherreforeningen, Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
Udgiver: Bæredygtig Beton initiativet forankret i Dansk Beton, som er en branchesammenslutning i DI Byggeri.
-dc