Bæredygtigt børnehus til forskellighed og læring
Når nedrivningen af Hareskov Børnehus begynder til foråret, er det startskuddet til en ny bæredygtig daginstitution
Bæredygtigheden er central i det nye børnehus i Hareskovby i Furesø Kommune. Teamets arkitekt og ingeniør, henholdsvis Bjerg Arkitektur og SlothMøller, har tegnet et hus, som lever op til bygningsklasse 2020 ved f.eks. at gøre brug af en kompakt bygningskrop, dagslysstyring, behovsstyret ventilation og solceller. På denne måde er huset helt i tråd med Furesø Kommunes klima- og miljømål.
Samtidigt er de gode rammer for børn og voksne naturligvis i centrum. Bettina Ugelvig Møller (A), der er formand for Udvalget for dagtilbud og familier, fortæller:
- Den valgte løsning imponerede os som et gennemtænkt og flot bud på, hvordan vi kan opdatere de fysiske rammer for Hareskov Børnehus på den eksisterende grund. Det er rart at være med til at give børn, forældre og det pædagogiske personale de bedste betingelser for børnenes trivsel, udvikling og læring.
Sollyset som designelement
Sollyset vil blive et vigtigt designelement i det nye Hareskov Børnehus. Det er således både med til at dække energibidraget og forbedre dagslyskvaliteten. Arkitekt og partner hos Bjerg Arkitektur, Maria Bjerg Nørkjær, fortæller:
- Der er betydelige totaløkonomiske fordele ved børnehusets konstruktion som lavenergihus. F.eks. udnytter det energieffektive bygningsdesign solens varme om sommeren, mens det holder på den i de kolde perioder. Samtidigt sikrer vinduernes placering og størrelse et godt dagslys indenfor, hvilket er særligt vigtigt i vinterperioden. Inddragelsen af sollyset reducerer også behovet for kunstigt lys, så strømforbruget reduceres.
Foruden Bjerg Arkitektur og SlothMøller har IN´BY og Lund & Staun som totalentreprenør udarbejdet projektet.
Det nye børnehus i Hareskovby skal stå færdigt til foråret 2019.
-kj