Brug for plan for de jomfruelige råstoffer

Brug for plan for de jomfruelige råstoffer

Der er afgivet beslutningsbidrag til forslaget fra venstrepolitikerne Kristian Pihl Lorentzen og Jacob Jensen om udarbejdelse af en national råstofstrategi.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Venstre og De Konservative noterer behovet for, at der udarbejdes en national og langsigtet råstofstrategi, som skal give et tiltrængt, samlet overblik over de ’jomfruelige’ råstoffer til lands og til vands.

Samtidig peger de på, at der skal skabes et overblik i forhold til ’det forudsete forbrug af råstoffer rundt i landet ud fra byggeaktiviteten og infrastrukturplanerne. Strategien skal også sikre bedre udnyttelse af potentialet for øget genanvendelse af råstoffer.

Den nationale råstofstrategi udarbejdes som et supplement til regionernes nuværende råstofplanlægning.

Ensartede principper
Af udtalelsen fra De Konservative og Venstre fremgår det, at der er et stort behov for, at den nationale råstofressource bliver kortlagt efter ensartede principper:

- Strategien skal kortlægge de relevante aktører og pege på tiltag, som kan iværksættes for at sikre en langsigtet forsyning af råstoffer, såvel jomfruelige som sekundære, i Danmark, lyder budskabet fra de to partier.

De peger videre på, at der er en række områder, hvor en national råstofstrategi kan bidrage til en optimering.

Mindre transport
Strategien skal indeholde en struktureret planlægning på tværs af regioner, kommuner og branchen for at kunne få udarbejdet sammenhængende planer for udnyttelse af råstofferne, som vil gavne samfundsøkonomien og klimaet.

De understreger at en minimering af transportarbejdet vil sikre en reduktion af transportens klimabelastning:

- Her bør indgå en vurdering af den nødvendige infrastruktur såsom havne og veje i øvrigt. Desuden skal strategien indeholde klare regler for håndteringen af overskudsjord, som kan være med til at minimere presset på landets råstofforbrug…

Skal opdateres hvert fjerde år
De ønsker også en kortlægning af ’relevante lovmæssige, administrative eller tekniske ’barrierer’:

- Der er behov for, at der udarbejdes grundlag for en opdateret model for håndteringen af hensynet til naboer til råstofindvinding på land. Målet er, at den nationale råstofstrategi opdateres hvert fjerde år, idet første udgave skal være færdig ultimo 2022, så den kan danne grundlag for regionernes råstofplaner i 2024, hedder det videre.

Venstre og De Konservative mener desuden, at der er behov for en tværfaglig og -ministeriel arbejdsgruppe med deltagelse af råstofbranchen, som skal udarbejde den nationale råstofstrategi og på samme tid skal gennemgå en revision af Råstofloven og andre relevante love, regler og fortolkningsbidrag.

5/5 2021