Brugerne var med til at sætte gang i byggeriet i ny daginstitution i Billund
Onsdag blev det første spadestik til den nye aldersintegrerede daginstitution i Sdr. Omme taget. Byggeriet har været på den politiske dagsorden i flere år og er undervejs i processen gået fra et renoveringsprojekt af den gamle børnehave til nybyg
Iklædt gule hjelme og med et fast greb om de små plastikskovle, tog børnene fra børnehaven i Sdr. Omme sammen med formand for Børne- og Familieudvalget, Bjarne Larsen (V), første spadestik til deres nye daginstitution.
Den nye bygning bliver placeret på samme matrikel, som den hidtidige børnehave har ligget på efter ønske fra forældrebestyrelsen. Oprindeligt, da de første spæde frø til en ny institution blevet sået, var det tanken, at børnehaven skulle renoveres. Siden da har projektet været på den politiske dagsorden flere gange med det resultat, at den gamle bygning nu er revet helt ned, og der bygges nyt.
- Den gamle bygning kunne simpelthen ikke mere. Der stod vand i kælderen, og den var utidssvarende og matcher ikke nutidens behov, forklarer Bjarne Larsen.
Den nye institution bliver en aldersintegreret institution med børn i alderen 0-6 år. Det betyder, at de mindste børn og forældre i Sdr. Omme nu kan vælge mellem vuggestue og dagpleje, så de kan finde det tilbud, der bedst passer til familiens behov og ønsker.
- Jeg tror og håber, at den nye institution og dagplejen kan supplere og berige hinanden på bedste vis, så der opstår synergier, siger Bjarne Larsen.
Det var et stort ønske fra forældrebestyrelsen at fastholde placeringen, der ligger smukt lokaliseret i grønne omgivelser nær Naturrum Sdr. Omme og Hjertestien. Det betyder, at den gamle børnehave måtte rives ned, før det nye byggeri kunne begynde.
Dermed kunne børnehavens børn i øjeblikket stå uden tag over hovedet. Men Sdr. Omme Skole bød hurtigt ind med en hjælpende hånd og ryddede SFO’en, hvor børnene altså midlertidigt kan opholde sig.
Udvalgsformanden påpeger i den forbindelse det stærke fællesskab og sammenhængskraften i Sdr. Omme:
- Jeg er virkelig stolt af vores stærke byer og lokalsamfund, der står sammen og finder løsninger i fællesskab. Midlertidig genhusning på skolen betyder, at børnene og deres forældre kan forblive i deres vante nærmiljø, mens vi venter på færdiggørelsen af det nye byggeri, siger han.
-dc