Bunker renoveres med respekt for historienMuseet gør alt, hvad der er muligt for at bevare autenticiteten i anlægget. FX. har de fundet teaktræsfinerede branddøre, som dem der var i bunkeren. (Foto: Nordjyllands Historiske Museum).

Bunker renoveres med respekt for historien

Det bliver et team af fire lokale firmaer, der skal opdatere de mange tekniske installationer i bunkeren Regan Vest, så den lever op til nutidens byggeregler – men ligner noget, der altid har været der

Samfund - Historie

Det er ikke nogen helt almindelig opgave, de forskellige teams har budt ind på. I 2014 blev bunkeren REGAN Vest fredet af Slots- og Kulturstyrelsen, og derfor skal de moderne installationer, der nu skal laves i bunkeren, skjules, så bunkeren fortsat fremstår så autentisk som overhovedet muligt. De installationer, der ikke kan skjules, skal udformes, så de ligner noget, der altid har været der.

Vinderne
Den opgave tilfalder nu VVS-firmaet DTEK fra Støvring, KT Electric fra Aalborg, Lillegården Ventilation fra Hobro og Aarestrup Tømrerforretning. Nordjyllands Historiske Museum har de seneste to år arbejdet tæt sammen med Nordjyllands Beredskab, Rebild Kommune, Slots- og Kulturstyrelsen samt COWI som bygherrerådgiver for at definere de mange store og små opgaver, der tilsammen udgør det udbud, der ligger til grund for opgaverne.

Der har i henhold til tilbudsloven været tale om en såkaldt begrænset licitation uden forudgående prækvalifikation, hvor fem teams blev inviteret til at afgive tilbud. De blev inviteret i august 2019 og har afleveret tilbud til museet 4. december.

- Bunkeren REGAN Vest er helt unik, fordi den i modsætning til så mange aldre koldkrigsbunkere fremstår med alt originalt interiør, og en af vores fornemste opgaver som museum er at bevare bunkerens autentisitet for publikum og for eftertiden. Så selv om der er tale om et anlægsarbejde til en samlet sum tæt på ni mio. kr., så skal de kommende gæster i anlægget helst ikke kunne se, hvad pengene er brugt til, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach fra Nordjyllands Historiske Museum, som skal åbne Regan Vest – Danskernes Koldkrigsmuseum.

Nutidens krav
Det var Forsvarsministeriet, der i al hemmelighed planlagde og lod bunkeren Regan Vest opføre tilbage i 1960’erne, og det skete uden nogen former for byggetilladelser og med fokus på helt andre ting, end man har i dag.

Dengang var der fokus på at beskytte mod udefra kommende farer, så derfor er der kun én udgang fra beboelses- og arbejdsområdet i bunkeren. Så var der kun ét sted, hvorfra man skulle forsvare sig mod fjendtlig indtrængen. Men i dag kræves minimum to udgange, så man ikke bliver fanget f.eks. i tilfælde af brand, og det betyder, at de skal etableres en ny evakueringsvej fra bunkeren op til overfladen – 60 meter oppe.

Et andet eksempel på nye installationer er etablering af brandventilation, så røg fra en brand ikke spredes. I de fleste byggerier vil man i dag bruge vinduer og andre åbninger, men det er af indlysende årsager ikke muligt her.

I stedet skal der bores to nye skorstene hele vejen ned til hulrummet i kridtbakken omkring bunkeren. Hulrummet skal fungere som et røgkammer, som derefter forsynes med tyve nye brandspjæld.

De fire firmaers opgaver – kort skitseret
Opgaven med de mange brandspjæld tilfalder Lillegården Ventilation fra Hobro, som til hver af dem skal skære hul i 18 cm dobbeltarmeret in situ-støbt jernbeton. Firmaet får overordnet til opgave at ombygge bunkerens ventilationsanlæg samt installere OTV – overtryksventilation til sikring af evakueringsrum. Desuden skal de installere CTS – Central Tilstandskontrol og Styring af alle elektriske komponenter.

KT Electric fra Aalborg står for installation af ny nødbelysning i bunkeren. Dertil kommer ombygning af alle lysarmaturer fra lysstofrør til LED - der er 745 stk. Alle el-tavler skal ombygges, så de er tidssvarende, men stadig ligner noget fra dengang, og der skal installeres brandmeldesystemer – fire forskellige.

Aarestrup Tømrerforretning skal udskifte ca. 35 branddøre til en ny, godkendt klassifikation. De eksisterende teaktræsfinerede branddøre overholder kun BD30-krav – det vil sige, at de kan modstå brandgennemtrængning i 30 minutter. I dag skal de kunne klare 60 minutter. Udskiftningen sker med godkendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen, fordi det er lykkedes museet at skaffe nye branddøre, der udseendemæssigt er identiske med de eksisterende – igen et eksempel på en opdateret installation, som bliver usynlig for - men sikrer publikum i anlægget.

VVS-firmaet DTEK fra Støvring skal etablere sikker forsyning af slukningsvand i tilfælde af brand, de står for aflukning af toiletter samt tilpasning af vandforsyning til museumsdrift i forhold til at skulle betjene 350 mennesker (køletårn, luftrensning, køkken, to vandværker). Ud af 34 toiletter opretholder museet kun fire i bunkeren. Publikum skal primært bruge faciliteterne i den nye udstillingsbygning.

Flere opgaver i bunkeren
De opgaver, de fire firmaer nu skal i gang med, udgør i virkeligheden kun halvdelen af det arbejde, der skal udføres, før bunkeren er klar til publikum. Blandt andet skal der også etableres evakueringshejs ved nødudgangen, bores to nye skorstene, etableres sikkert kommunikationsnetværk, og endelig skal alle rum og genstande i bunkeren sikres med alarmer. Når håndværkerne er færdige – og inden åbningen – skal alt males i de originale farver.

Sideløbende med arbejdet i bunkeren etableres en ny udstillings- og velkomstbygning tæt herved. Regan Vest – Danskernes Koldkrigsmuseum åbner i slutningen af 2021.

-jhn

FAKTA:
REGAN Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark) er en 5.500 m2 stor atomsikker bunker, der i al hemmelighed blev opført i årene 1963-1968 med det formål at huse regering og regent i tilfælde i af en atomkrig.

Anlægget var en del af beredskabet frem til 2012, men blev fredet i 2014 og kan snart åbne for offentligheden.

Projektet er støttet af Region Nordjyllands Vækst Forum, Aalborg Kommune, Rebild Kommune, Foreningen Realdania, Augustinus Fonden, Spar Nord Fonden og Jutlander Fondene Himmerland og Hobro. Dertil en anlægsbevilling fra Folketinget.

17/12 2019
  • LLO kræver huslejeloft og udlejerautorisation

    LLO kræver huslejeloft og udlejerautorisation

    politik ›Folketinget har vedtaget en ny lov, der gør det lettere at bygge almene boliger i de store byer - trods høje grund- og byggeomkostninger
  • Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    politik ›Skatteministeren mener, at der skal være proportionalitet mellem forseelse og sanktion. ”Det kan opleves urimeligt og voldsomt, når en mindre overtrædelse kan medføre krav om efteropkrævning af hele registreringsafgiften på flere hundrede tusinde kroner”
  • Ny bydel i Nordhavn får egen folkeskole

    Ny bydel i Nordhavn får egen folkeskole

    byggeri ›I takt med at den kommende bydel på Levantkajen i Nordhavn tager sin form, skal der bygges en topmoderne folkeskole. Nogle af pengene til at etablere den nye folkeskole skal findes med budget 2027
  • En tur igennem byggelovens historie

    En tur igennem byggelovens historie

    byggeri ›Et stort bogværk samler hele byggelovens historie: Fra affaldsproblemer i middelalderen til brandsikring i 1700-tallet og til nyere tiders fokus på energiforbrug i bygninger og byer
  • Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-2)

    Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-2)

    byggeri ›BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger
  • Enhedslisten vil have alle byggepladser registreret

    Enhedslisten vil have alle byggepladser registreret

    politik ›Beskæftigelsesministeren afviser dog forslaget med henvisning til, at der allerede er krav om registrering af byggepladser af en vis størrelse
  • Salling vælger Bravida til at stå for sikkerheden i hele landet

    Salling vælger Bravida til at stå for sikkerheden i hele landet

    byggeri ›Teknikentreprenøren Bravida har landet en landsdækkende aftale med Salling og skal servicere brand- og sprinkleranlæggene i alle Sallings danske butikker, der dækker Bilka, Netto, Føtex og BR
  • Guldborgsund vil opføre boliger med havneudsigt

    Guldborgsund vil opføre boliger med havneudsigt

    byggeri ›Udviklingen af havnen i Nykøbing Falster er godt i gang. Nu har Økonomi- & Erhvervsudvalget i Guldborgsund Kommune principgodkendt en tidsplan for, hvad der skal ske de kommende 10 år