Byggecenter bliver en del af Femern-projektetMålet er at blive leverandør til de entreprenører, der skal bygge den 60 mia. kr. dyre tunnelforbindelse mellem Danmark og Tyskland.

Byggecenter bliver en del af Femern-projektet

Byggecenterkæden Stark åbner forretning på byggepladsen til Femern-forbindelsen i Rødbyhavn

Arbejdet med at bygge Femern Bælt-forbindelsen er sat i gang. På den danske side etableres de produktionsfaciliteter, der skal fremstille elementerne til den 18 km. lange sænketunnel mellem Rødbyhavn på Lolland i Danmark og den tyske halvø Fehmarn. Flere entreprenører er på plads, og nu rykker byggecenterkæden Stark også ind på den enorme byggeplads, der breder sig over et areal, der svarer til 300 fodboldbaner. Det sker med Stark Shop Femern, der skal servicere projektets mange entreprenører og håndværkere.

- Femern-forbindelsen er Danmarks største byggeprojekt til 60 mia. kr. og kommer til at vare de næste otte år. Som Danmarks største leverandør af byggematerialer med tradition for at være med i de helt store byggeprojekter herhjemme, vil vi også gerne være en del af Femern-projektet. Vi ser det som en langsigtet investering i et projekt med stor regional betydning, siger regionsdirektør og ansvarlig for Stark Shop Femern, Jan Bo Petersen.

Forretningen bliver på 320 m2 og får et bredt udvalg af især hjælpematerialer som arbejdstøj, sikkerhedsudstyr, afspærring, håndværktøj og konstruktionstræ. Hvad der ikke findes i forretningen, kan skaffes og leveres.

- De store, internationale entreprenører, der skal bygge sænketunnellerne og tilslutningsanlægget, sørger selv for de enorme mængder beton og grus, der skal bruges. Vi leverer alt det uden om – f.eks. udstyr til håndværkerne. Vi skal være den olie, der får tandhjulene til at snurre, og det gør vi bl.a. ved at gå den ekstra mil for vores kunder og yde dem den bedst mulige service og rådgivning, fortæller projektdirektør i Stark, Henning Møller Pedersen.

Kunderne bliver en blanding af lokale håndværkere og store, internationale entreprenører, der skal støbe de tunnelelementer, der sejles ud og sænkes ned samt etablerer tilslutning på land for både vej og jernbane i form af portaler, ramper og betalingsanlæg.

Henning Møller Pedersen glæder sig til at komme i gang med det store anlægsprojekt:

- Stark Shop Femern slog dørene op i går, d. 21. juni. Det bliver en spændende opgave, for vi taler om et gigantisk projekt, der vil give enorm aktivitet i området. Byggeriet af Femern-forbindelsen er vigtigt for hele Danmark. At blive en del af det, skaber stolthed og entusiasme i hele organisationen.

-kj

22/6 2021