Byggemodning på Esbjerg StrandNiras skal projektere Etape 1 ved Esbjergs nye havn på blot 17 uger (Ill.: Esbjerg Kommune)

Byggemodning på Esbjerg Strand

Esbjerggenserne har noget at glæde sig til. Rådgivere fra Niras skal for Esbjerg Kommune projektere og byggemodne alle de marine anlæg, der skal udvikle Esbjerg Strand nord for Esbjerg Havn

Esbjerg Kommune er nu klar til at sætte gang i udviklingen af den nordligste del af Esbjerg Havn til ”Den rekreative havn” med lystbådehavn, maritime funktioner, grønne områder, badeanlæg, domiciler for havnerelaterede virksomheder og offentlig og privat service.

Udbudsmaterialet til Etape 1 af den nye havn indeholder ingeniørprojektering af alle de marine anlæg, som kommunen skal bygge i forbindelse med det første udviklingsforløb - som f.eks. at inddæmme og uddybe havnebassinet, bygge spuns og en højvandsport, og byggemodne området med broer, veje og stianlæg.

Den opgave er lagt i hænderne på rådgivningsvirksomheden Niras som skal have projekteret den såkaldte Etape 1 færdig på blot 17 uger, så arbejderne kan komme i udbud i februar 2017. Trods den snævre tidsplan ser projektansvarlig fra Niras, Frederik Knudsen frem til arbejdet.

God pris og en rød tråd
- Det er et projekt fyldt med energi takket være stor politisk velvilje til at udvikle havneområdet til glæde for både mennesker og erhverv. Og med en stram tidsplan er det bare om at komme i gang, siger Frederik Knudsen.

Arbejdet i Niras er multidisciplinært og byder på samarbejder mellem eksperter i geoteknik, vandbygning, hydraulik, anlæg, veje, miljø, myndighedsbehandling og forsyning.

Niras vandt opgaven takket være en god pris og en rød tråd i projektet til, hvordan rådgiverne vil udføre opgaven lige fra at takle havnens meget bløde bund til at udføre to vejbroer, hvor den største skal knejse over lystbådsområdet som et markant vartegn.

Naboer til havneprojektet
Ca. 30 Niras-medarbejdere på kontoret i Esbjerg har et personligt forhold til projektet. De skal bare kigge ud ad vinduerne fra adressen på Esbjerg Brygge for at se, hvornår de kan drikke den første kop kaffe i en af lystbådehavnens nye caféer med udsigt til Svend Wiig Hansens berømte kunstværk Mennesket ved Havet.

- Lystbådehavnen bliver et nyt vartegn for byen, og masterplanen for hele byudviklingsprojektet vil give et kæmpe løft til hele erhvervs-Esbjerg og tiltrække mange spændende virksomheder”, siger lederen af Niras’ Esbjergkontor Søren Andersen.

Kontorets afdeling for Forsyning- og klimatilpasning er i 2016 vokset til dobbelt størrelse. Motoren er en målsætning om at opretholde arbejdspladser og vækste i Esbjerg som den største forsyningsrådgiver i Syddanmark.

Et nyt kunstmuseum på vej
Ifølge Niras’  teamchef Henrik Skytte i Esbjerg, bidrager Esbjerg Strand-projektet i høj grad til at til at indfri afdelingens målsætning:

- Niras har et godt samarbejde med Esbjerg Havn og håber også at blive en vigtig del af den efterfølgende etape. Vi kan levere mange lokale ydelser, siger han

Etape 2 skal bane vejen for at bygge en forhavn, en ny vestvendt badestrand og et nyt klitlandskab, der omslutter hele havnen. Samtidig ønsker Esbjerg Kommune at opføre et nyt kunstmuseum på en ny halvø.

-cmn

18/10 2016