Byggeriet fortsætter turen på den høje hest
En ny DI-analyse spår også vækst i byggeinvesteringer i 2021 efter rekordåret 2020.
Af Dan Bjerring
Der er ifølge DI Business fuld fart på den danske byggebranche trods stigende priser på boliger og byggematerialer.
Danskerne renoverer og bygger nyt, og boligbyggeriet satte rekord i 2020. En ny analyse fra DI Dansk Byggeri viser, at aktiviteterne også fortsætte opad i år, og det mærkes hos de danmske håndværkervirksomheder. De har simpelthen svært ved at følge med efterspørgslen. Tømrermester Michael Ancher fra tømrer- og snedkerfirmaet E. Anker & Søn A/S i Åbyhøj siger til DI Business, at selv om der har været vækst i Aarhus de seneste 8-10 år, har corona yderligere kastet benzin på bålet hos de private kunder.
Fremgangen fortsætter
Fremgangen i bygge- og anlægsinvesteringerne ventes ifølge analysen at fortsætte i 2021, med mindre nye restriktioner på erhvervet sætter en stopper for det. Især renoveringsmarkedet vil bidrage til den økonomiske fremgang og beskæftigelsen i branchen, som i 2021 ventes at stige med cirka 2.500 personer - 1,4 procent - efter et mindre fald i 2020.
'Boliginvesteringerne, som udgør lidt under halvdelen af de samlede bygge- og anlægsinvesteringer, forventes at vokse med knap fem procent både i 2020 og 2021. Det forventes dog, at nybyggeriet af boliger falder lidt i 2020 og 2021, men at det stadigvæk vil være på et højt niveau:
Ifølge underdirektør Torben Liborius fra DI Dansk Byggeri, er byggetrangen i høj grad drevet af en kraftig befolkningstilvækst i de større byer.
- Det øger meget naturligt efterspørgslen efter et sted at bo, og det forklarer altså de mange kraner, der fylder billedet i mange byer, siger han ifølge DI Business.
Rekord højt antal bolighandler
- Der ventes fremgang i investeringerne i renoveringer, som dermed fortsat vil udgøre et solidt fundament under aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen. Det skyldes blandt andet et rekordhøjt antal bolighandler, hvor der ofte renoveres i forbindelse med ejerskifte, samt et generelt større fokus på energirenoveringer. Samtidig har det historisk lave renteniveau og stigende boligpriser øget friværdien for mange af landets boligejere, som blandt andet anvendes til forbedringer af boliger. Frigivelsen af de indefrosne feriepenge forventes også at give et boost til renoveringsmarkedet, hedder det i DI-analysen.
30 milliarder fra Landsbyggefonden
Dertil kommer, at der i ’den grønne boligaftale’ er afsat intet mindre end 30 milliarder kroner fra Landsbyggefonden til renovering af den almene boligsektor i perioden fra 2020 til 2026. Der ligger allerede på nuværende tidspunkt renoveringsprojekter klar til en værdi af 0ver 18 milliarder kroner.
Investeringerne på anlægsområdet forventes at stige i både 2020 og 2021. Det skyldes ikke mindst flere investeringer inden for vand, spildevand og energi. Desuden vil starten på Femern Bælt-forbindelsen bidrage positivt til investeringerne.
Beskæftigelsen stiger
Samlet set forventes de øvrige bygge- og anlægsinvesteringer - ud over boliger - at stige med 4,3 procent i 2020 for derefter at stige med yderligere 3,5 procent i 2021.
På den baggrund ventes beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen at falde med cirka 600 personer i 2020, hvorefter der ventes fornyet fremgang på cirka 2.500 personer i 2021, primært drevet af reparationer og vedligeholdelse samt investeringer på anlægsområdet.
Hjemmearbejdet fordobles
Desuden har de nye hjemmearbejdsformer under coronakrisen betydet, at flere arbejdspladser kan have fordele af at have mindre plads.
Torben Liborius bemærker i øvrigt, at endnu flere flytter til omegnskommunerne og bygger nye enfamiliehuse:
- Hjemmearbejdet under coronakrisen har lært mange, at de kan udføre deres opgaver fra hjemmekontoret, og vi forventer således, at hjemmearbejdet vil være mere end fordoblet efter coronakrisen. Det betyder, at flere nu er parate til at bosætte sig længere fra arbejdspladsen, hvor man ofte kan få mere plads, billigere byggegrunde og komme tættere på naturen, siger han til DI Business.