Bygherrer får større ansvar for sikkerheden på byggepladserne
Regeringen har fremsat et forslag til stramninger i arbejdsmiljølovgivningen, der blandt andet betyder, at bygherrers ansvar for overholdelse af lovgivningen på byggepladser skærpes.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der peges blandt andet på, at det på nogle ’særlige byggepladser’, hvor arbejdsmiljøarbejdet over tid ikke fungerer, er det problematisk, at ingen påtager sig ansvaret for at sikre arbejdsmiljøet på hele byggepladsen:
- Hvis flere virksomheder over tid og i forlængelse af hinanden på en byggeplads vedvarende overtræder arbejdsmiljøreglerne, hvor der er fare for de ansattes og andres sikkerhed og sundhed, vurderes det, at der i særlige tilfælde er behov for, at ansvaret for arbejdsmiljøet på hele byggepladsen kan placeres hos ét ansvarssubjekt, understreges det.
Bygherren betaler
Bygherren har i dag ikke det direkte arbejdsmiljøansvar for det bygge- og anlægsarbejde, der udføres af virksomhederne på byggepladsen, men det er bygherren, der betaler for byggeriet, og det er bygherrens byggeri og byggeplads:
- Bygherren råder således, som den eneste aktør på byggepladsen, over samtlige aktiviteter, der foregår på byggepladsen, og det ligger i bygherrens beføjelser at standse og igangsætte virksomhedernes arbejde på byggepladsen, forklares det i lovforslaget.
En ny forpligtelse
Efter de gældende regler har bygherren pligt til at planlægge, afgrænse og koordinere foranstaltningerne til fremme af de ansattes sikkerhed og sundhed og gennem denne forpligtelse har mulighed for at påvirke arbejdsmiljøet på byggepladsen.
Derfor lægges der op til i særlige tilfælde at kunne pålægge bygherren en ny forpligtelse til at sikre, at arbejdet på byggepladsen forbliver standset i en periode, indtil der er rettet op på de alvorlige arbejdsmiljøproblemer på byggepladsen, når Arbejdstilsynet har truffet en afgørelse om byggepladsforbud.
Indgribende afgørelse
Det erkendes, at en sådan afgørelse om byggepladsforbud overfor bygherren er en relativt indgribende afgørelse, men det vurderes, at afgørelsen er rimelig, fordi den forudsætter vedvarende alvorlige arbejdsmiljøproblemer på byggepladsen:
- Arbejdstilsynet forudsættes gennem fokuseret løbende tilsyn og opfølgning at have gennemført et intensiveret tilsyn på byggepladsen forud for en afgørelse om byggepladsforbud til bygherren, der forpligtes til at sikre, at arbejdet på byggepladsen forbliver standset i en periode, indtil der er rettet op på de alvorlige arbejdsmiljøproblemer. Sådanne afgørelser om byggepladsforbud til bygherren forventes at blive afgivet i få tilfælde, herunder især henset til, at bygherren forud for en sådan afgørelse vil blive varslet om risikoen for, at Arbejdstilsynet kan afgive byggepladsforbud til bygherren, og bygherren derfor forinden sammen med de øvrige virksomheder på byggepladsen får mulighed for at rette op på arbejdsmiljøforholdene…
Ekstraordinært sikkerhedsmøde
Bygherren forpligtes ved byggepladsforbud blandt andet til at sørge for, at der holdes et ekstraordinært sikkerhedsmøde med virksomhederne på byggepladsen med henblik på, at virksomhederne får rettet op på arbejdsmiljøproblemerne.
Desuden forpligtes bygherren til at meddele det til Arbejdstilsynet, når byggepladsforbuddet er efterkommet:
- Formålet med forslaget om nye pligter til bygherren er i særlige tilfælde at sikre, at arbejdsmiljøet på hele byggepladsen prioriteres via bygherren for fremadrettet at forebygge alvorlige arbejdsulykker og skader på hele byggepladsen. De nye pligter til bygherren forudsættes at indtræde i forhold til byggepladser, hvor der over tid er vedvarende og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, herunder hvor virksomheder, der udfører eller lader arbejde udføre på byggepladsen, gentagne gange overtræder arbejdsmiljølovgivningen, og hvor der er overhængende eller betydelig fare for de ansatte eller andre.