Bygninger vejer tungest i energiomstillingen
Byggeriets fokus på energieffektivitet skal styrkes, hvis energiomstilling skal ske omkostningseffektivt, viser ny rapport. Tekniske løsninger til omstillingen skal rettes mod bygningsmassen som helhed
Forskere fra Aalborg Universitet har i en helt ny rapport ”Fremtidens byggeri - Nøglen til et omkostningseffektivt og bæredygtigt energisystem” udredt, hvilken rolle byggeriet skal spille, hvis man skal foretage en omstilling af det danske energisystem til at blive uafhængigt af fossile brændsler.
Rapporten peger på, at der er behov for et paradigmeskifte, hvis denne omstilling skal ske omkostningseffektivt. Der er desuden stort behov for at tænke bygninger meget mere integreret ind i energisystemet i forhold til at kunne aftage den mere fluktuerende energi i fremtiden.
Hvis de politiske mål skal nås, må der investeres relativt mere i energieffektivitet, når de marginale omkostninger hertil er mindre end de marginale omkostninger forbundet med udbygning af VE-produktion. I dag er forholdet mellem disse i ubalance. Og hvis de ikke bringes i balance, er der risiko for at vi samfundsøkonomisk bruger flere penge på omstillingen end nødvendigt.
Styrket fokus på bygninger
Rapporten peger også på, at fremtidens mere varierende energiproduktion ikke om-kostningseffektivt kan udjævnes med et fleksibelt slutforbrug i enkeltbygninger. Derfor bør de tekniske løsninger til omstillingen rettes mod bygningsmassen som helhed - dvs. forskellige bygningstyper og forskellige forsyningsområder - frem for ved fokus på enkeltbygninger.
- Med rapporten har vi fået et meget solidt bidrag til diskussionen om bygningers rolle i fremtidens energisystem. Det står nu lysende klart, at bygningerne må indgå med en langt større vægtning i den videre udvikling af energipolitikken, hvis omstillingen af vores energisystem skal foretages så billigt og så smart som muligt, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.
- Rapporten peger på, at energieffektivitet bør prioriteres langt højere, hvis intentionen er at opnå den mest effektive og samfundsøkonomisk optimale omlægning af energisystemet. Vi skal altså kigge meget mere på, hvordan vi kan effektivisere vores energiforbrug. Energibesparelser i bygninger vil utvivlsomt være det område, hvor de allerstørste potentialer ligger, udtaler Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.
Konference på Christiansborg
Rapporten offentliggøres på konferencen ”Bygningers rolle i energisystemet”, som branchesamarbejdet Renovering på dagsordenen afholder på Christiansborg 25. maj.
På konferencen vil parterne bag branchesamarbejdet fremlægge deres anbefalinger til, hvilke politiske tiltag der skal til for at realisere en omkostningseffektiv omlægning – med et væsentligt bidrag fra bygningsmassen.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen, direktør i Dansk Energi Anders Stouge og vicedirektør i Energistyrelsen Stig Uffe Pedersen deltager alle med indlæg på konferencen.
-cmn