Danmark støtter fælles standarder for opladere
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard mener dog, at det bør være op til virksomhederne selv at vurdere, hvilke teknologier der er bedst egnet i deres elektroniske produkter
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Oplysningerne skyldes et spørgsmål fra Alexander Ryle (LA), der ville vide, ’om det bør være virksomhederne eller politikerne, der bestemmer, hvilket stik der sidder i elektroniske produkter, og om ministeren er bekymret for, om reguleringen af udstyrets udformning kan begrænse fremtidig innovation af nye løsninger.
Lars Aagaard mener dog, at der kan være hensyn, der vejer så tungt, at det nævnte udgangspunkt bør fraviges:
- I dette tilfælde vil en standardisering begrænse klima- og miljøbelastningen fra opladere og gøre det lettere og billigere for forbrugerne at vælge den rette oplader til deres udstyr, påpeger ministeren.
Hæmmer konkurrencen
Han slår fast, at flere forskellige typer af stik blandt producenterne af eksempelvis mobiltelefoner betyder konkret, at forbrugeren ikke kan skifte mellem forskellige producenter af mobiltelefoner og samtidig beholde den gamle oplader:
- Det er en belastning af miljø og klima, og er uhensigtsmæssigt samfundsøkonomisk. Derfor støtter jeg EU-Kommissionens ønske om at standardisere mobilladere, lyder det fra ministeren.
I øvrigt har begrænsningen af den fremtidige innovation været inddraget i det danske forhandlingsmandat, da den tidligere regering informerede Folketingets Europaudvalg om, at Danmark i forhandlingerne ville lægge vægt på, at reglerne udformes på en sådan måde, at de ikke hæmmer fremtidig innovation på området.
Skal vurdere udviklingen
For eksempel skulle EU-Kommissionen forpligtes til med regelmæssige mellemrum at vurdere udviklingen inden for opladningsteknologi:
- Det er efterfølgende blevet fastsat i EU-Parlamentets og Rådets direktiv, at EU-Kommissionen hvert femte år udarbejder en rapport, der vurderer markedsudviklingen, fragmenteringen af markedet og de teknologiske fremskridt. Kommissionen aflægger første rapport senest den 28. december 2025, slutter Lars Aagaard.