Dansk arkitektur kåret til verdens mest universelleFeriecentret Musholm bryder med den vante tanke om tilgængeligt design og arkitektur ved at give rum til forskelle i stedet for at udligne dem. Det har nu indbragt international hæder.

Dansk arkitektur kåret til verdens mest universelle

Dansk arkitektur sætter atter Danmark på verdenskortet, når Aart architects i dag modtager hovedprisen ved IAUD Awards i Japan

Med prisuddelingen hædrer The International Association of Universal Design steder i verden, som på fornemste vis skaber bedre liv for alle - uanset livsvilkår. Aart architects modtager den prestigefulde pris sammen med Muskelsvindsfonden for med feriecentret Musholm ved Korsør at have skabt et sted, hvor besøgende uanset alder og handicap bliver mødt af muligheder frem for begrænsninger.

- Musholm markerer på mange måder et nybrud. Feriecentret bryder med den vante tanke om tilgængeligt design og arkitektur ved at give rum til forskelle i stedet for at udligne dem. Her handler det om at møde den enkelte besøgende på hans eller hendes præmisser - alt sammen med fokus på at give alle mulighed for at mærke adrenalinen og få oplevelser ud over det sædvanlige. Det er æstetik, oplevelser og tilgængelighed i smukt samspil, fortæller partner i Aart architects, Anders Tyrrestrup.

Tilgængeligt for alle
Ud fra visionen om at skabe attraktive ferieoplevelser for mennesker med handicap tog Muskelsvindfonden i 1998 i samarbejde med Arbejdsmarkedets Feriefond initiativ til at opføre et feriecenter, hvor tilgængeligheden for mennesker med handicap er i særklasse.

I 2013 vandt Aart architects arkitektkonkurrencen om en stor udbygning af feriecentret med multihal, ferieboliger, restaurant og konferencefaciliteter. Udbygningen blev indviet i 2015, og det er den, som i dag bliver hædret med den såkaldte Grand Award, den største af priserne ved IAUD Awards.

- Det var vores ønske, at Musholm skulle udfordre forestillingerne om, hvad mennesker kan og ikke kan. På Musholm bliver alle mennesker uanset alder og funktionsnedsættelser mødt af muligheder frem for begrænsninger. Både indenfor og udenfor. Det betyder ikke, at alle nødvendigvis kan alt eller lige hurtigt. Men centret har tilbud til alle, og alle kan udfordre deres egne grænser, fortæller direktør i Muskelsvindfonden og for Musholm, Henrik Ib Jørgensen.

Han fortsætter:

- På et menneskeligt plan betyder det, at der bliver plads til forskelle, så flere bliver inkluderet i oplevelserne. På et samfundsmæssigt plan ønsker vi, at Musholm skal være et eksperimentarium for tilgængelighedsløsninger, der kan inspirere det øvrige samfund, så det ikke kun vedbliver at være på Musholm, at mennesker med og uden handicap kan følges ad. At vi nu modtager en pris for netop universelt design gør os derfor ekstra stolte, fordi universelt design er det højeste niveau man kan nå inden for tilgængelig arkitektur, fordi det er et udtryk for, at æstetik og inkluderende social funktion hænger samme.

-los


9/12 2016