Dansk Bygningsarv bliver til BARK

Stigende behov for omstilling af områder og steder får nu Dansk Bygningsarv til at skifte navn til BARK

Hvad gør man, når verden forandrer sig? Når indbyggertallet daler eller stiger, når erhvervsstrukturen forandres, når bygninger står tomme, når nogle byer oplever vækst, mens andre tilbagegang? Det er udfordringer, som politikere, kommuner, borgere og erhvervsliv jævnligt bliver ramt af, og som rådgivningsvirksomheden, Dansk Bygningsarv har specialiseret sig i. Dansk Bygningsarv skifter nu navn til BARK for at sætte fokus på omstilling og udvikling af områder og steder.

BARK oplever stadigt større efterspørgsel efter realistiske løsninger, der kan skabe en positiv udvikling og udløse de enkelte områders potentiale. For hvordan omstiller man i praksis et sted, en by, et landdistrikt, en bygning eller et område under foran-dring til den bedst mulige fremtid? Løsninger, der både praktisk og økonomisk kan lade sig gøre og som inddrager borgere, politikere, erhvervsliv, bygninger og hele områder. Det lyder måske nemt på papiret, men i praksis er det en helhedstankegang, der kræver en bred vifte af kompetencer.

- Der er ingen facitliste, når det gælder om at gentænke et sted og skabe lokal stolthed og identitet, og som skal vare ved langt ind i fremtiden. Vi starter fra bunden hver gang med en grundig analyse for at kortlægge det enkelte steds potentiale til eksem-pelvis styrket turisme, erhverv og nye fællesskaber, fortæller Thomas Martinsen, som har stået i spidsen for BARK, der altså før hed Dansk Bygningsarv, siden virksomheden blev grundlagt i 2009, og som i dag har 25 ansatte.

- Vi mærker et stigende behov for rådgivning, der ligger i krydsfeltet mellem arkitekter, planlæggere, analyseinstitutter og strategikonsulenter. De kompetencer har vi derfor samlet under ét tag, siger Thomas Martinsen, og fortsætter:

- Oprindeligt lavede vi primært strategier til at udvikle og genanvende bygningsarven, men i dag favner vi bredere – fra den enkelte bygning, til kvarteret og området og til hele kommuner og regioner. Når vi udvikler et sted, er man nødt til at forstå essensen af stedet og de mennesker, der bor der. Vi har med andre ord specialiseret os i at gentænke stedets mange lag og ressourcer – både de fysiske, sociale og økonomiske – for på den måde at skabe livskvalitet og lokal stolthed. Et fokus, som vi gerne vil slå fast med vores nye navn.

BARK er en tværfaglig, privat rådgivningsvirksomhed, som er ejet af Bygningsarvsfonden. BARK hed tidligere Dansk Bygningsarv, der blev etableret i 2009 med fokus på at formidle og rådgive om by- og bygningsarven. I takt med virksomhedens udvikling har fokus udvidet sig til at omfatte rådgivning omkring strategisk udvikling af steder.

-kj

6/6 2016