Aktuelle nyheder - Byggeri

Dansk Industri: Jord- og ejendomsskatter er blandt de bedste skattehåndtag

Dansk Industri: Jord- og ejendomsskatter er blandt de bedste skattehåndtag

Der er store forskelle på, hvor meget ejendomsskatter fylder i de forskellige vestlige lande

Del artiklen på

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Ifølge Dansk Industris skatte- og boligøkonom, Bo Sandberg, har jord- og ejendomsskatter op gennem den økonomiske historie fyldt relativ mest i de angelsaksiske lande, som eksempelvis England, USA, Canada, Australien og Danmark.

Ifølge OECD´s opgørelse for 2020 udgør ejendomsskatter omkring 12 procent af det samlede skatteprovenu i Canada, USA og Storbritannien og cirka 10 procent i Australien.

Højdespringeren er dog Sydkorea med 14,2 procent.

Til sammenligning ligger OECD-gennemsnittet på 5,5 procent og Danmark på 4,2 procent af skatteprovenuet, som hentes hjem via forskellige former for ejendomsskatter.

Danmark højst i Nordeuropa
Bo Sandberg peger på, at der i OECD´s opgørelse indgår både den løbende boligbeskatning og transaktionsskatter ved boligkøb, men også formueskat og arvebeskatning:

- Uanset om man bruger OECD´s bruttoopgørelse af ejendom i bred forstand – inklusive formue og arv – eller fokuserer rent på boligbeskatningen, så ligger ejendomsbeskatningen i Danmark højere end i de nordeuropæiske lande, vi normalt sammenligner os med, siger Bo Sandberg.

Og fokuserer man alene på de rene boligskatter - inklusive transaktionsskat ved boligkøb, som især svenskerne betjener sig af - så udgjorde boligbeskatningen 3,6 procent af det samlede skatteprovenu i Danmark i 2020.

Højere dansk skattetryk
I Tyskland var den tilsvarende andel 2,5 procent af de samlede skatteindtægter, i Sverige 2,2 procent og i Norge blot 2,0 procent.

- Da Danmark tilmed har lidt højere skattetryk end de andre nordiske lande, er forskellen endnu tydeligere, hvis man opgør boligbeskatningen som procentandel af BNP, siger Bo Sandberg.

Dansk Industri mener, at jord- og boligskatter hører til blandt de bedste ”skattehåndtag”. Det skyldes blandt andet, at disse skatter indebærer relativt få forvridninger i forhold til økonomisk adfærd - eksempelvis arbejdsudbud og grænsehandel:

- Derfor er det også vigtigt, at politikerne har is i maven og får implementeret overgangen til det nye boligskattesystem i 2024, som planlagt, til trods for, at der er udsigt til en vis turbulens på boligmarkedet i de 1½ år op til ikrafttrædelsen 1. januar 2024, siger skatte- og boligøkonomen.

Aftrap rentefradraget
OECD har også en række anbefalinger til bedre fungerende boligbeskatning. Det gælder blandt andet en gradvis aftrapning af rentefradraget, som også de økonomiske vismænd i Danmark ofte har peget på.

OECD anbefaler også, at landene styrker den løbende årlige boligbeskatning ved blandt andet at sikre, at skatterne opkræves på baggrund af retvisende og opdaterede ejendomsvurderinger:

- En kæde er aldrig stærkere end det svageste led, og netop OECD-anbefalingen om velfungerende og politisk højt prioriterede ejendomsvurderinger som grundlag for boligbeskatningen, rammer plet i den danske andedam, siger Bo Sandberg.

Massse utryghed
I dag forhindrer de skandaleramte og forsinkede ejendomsvurderinger ikke blot en velfungerende boligbeskatning, men giver også en masse utryghed og usikkerhed hos boligejerne:

- Timingen af den ændrede ejendomsbeskatning – der på grund af fravær af retvisende ejendomsvurderinger blev udskudt fra 2021 til 2024 – er nærmest til at græde over. I 2021 ville den kommende bedre sammenhæng mellem stigende boligpriser og skattebetaling nok have medvirket til at tage toppen af det glohede boligmarked, mens der omvendt er en risiko for, at de nye boligskatter isoleret set vil forstærke det forventede prisfald på ejerlejligheder og mindske aktiviteten på boligmarkedet i perioden omkring 2024, slutter Bo Sandberg.

Læs mere om Byggeri

31/7 2022
AfskærmningAlu stigerBeslagBrandstigerByggerådgivningByrumsinventarCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringGarageanlægGarageporteGipspladerIndustriel malingIndustriporteJordvarmeKabelkanalerKonstruktions markeringsmalingLinie markeringsmalingLofterMaterielopbevaringMultistigerNye arbejdsopgaverOmbygningPavillonerPortautomatikPorteRullestilladsSandwichpanelerSmedejernsporteSnavsspray Eco venlig systemSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserTekniske maleprodukterTeleskopstigerTotalrenoveringTrappestigerVarmepumperVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.