Danske arkitekter leverer input til ny bydel i Sydney
Det danske arkitektfirma Nord Architects Copenhagen modtager Droga Architect in Residence i Sydney, Australia. Firmaets partnere tager på tre måneders studieophold “Down Under”
Partnerne i Nord Architects Copenhagen, Johannes Molander Pedersen og Morten Rask Gregersen er netop tildelt studielegatet Droga Architect in Residence in Sydney, Australia.
Der er tale om et af de meget få såkaldte ”residencies” i arkitektverdenen. Residencyprogrammet indebærer et arbejdsophold i Australien i 3 måneder, hvor målet er at udveksle erfaringer og udvikle projekter med den australske branche indenfor arkitektur, byudvikling og byadministration.
- Temaet for vores ophold er ”Collective Impact” – som handler om hvordan arkitekturen kan være en platform for samskabelsesprocesser og danne nye alliancer mellem offentlige, private og civile aktører. Vi vil bruge vores erfaring fra de nordiske markeder til at inspirere vores kollegaer og også selv blive inspireret af deres måde at gøre tingene på, udtaler partner Johannes Molander Pedersen.
Nyt marked for firmaet
I Australien skal Johannes Molander Pedersen og Morten Rask Gregersen bl.a. undervise på UTS i Sydney, forelæse og deltage i paneldebatter flere steder bl.a. i Operahuset og deltage på en stor konference for sundhedsbyggeri i Melbourne.
Samtidig skal de rådgive Urban Growth NSW, organisationen som står for udviklingen og transformationen af The Bays - Sydneys gamle industrielle havnefront, som skal omdannes til en ny bydel.
- Vi er rigtig glade for at få mulighed for at rejse ud med vores viden og møde nye kollegaer og faglige miljøer. Vi vil naturligvis også undersøge hvordan mulighederne er for at åbne et nyt marked for vores firma, udtaler partner Morten Rask Gregersen.
Nord Architects Copenhagen er et prisvindende dansk arkitektfirma, som arbejder med byudvikling, arkitektur og samfundsudvikling. Residencyopholdet i Sydney varer i perioden fra februar til og med maj 2015.
-cmn