Danske Byggecentre: godt regeringsgrundlag og fin aftale om boligjobordningen
Brancheforeningen er tilfredse med aftalen om boligjobordningen, og at den gøres mere grøn - dog et minus, at fradragsbeløbet til grønne renoveringer stadig er begrænset
- Vi er grundlæggende rigtig glade for, at der er indgået et bredt forlig om forlængelse af BoligJobordningen. Vi har længe efterspurgt, at ordningen bliver genindført – og ideelt med et bredt flertal, så forbrugerne og branchen ved, hvad de har at forholde sig til flere år ud frem. Så vi kan næsten ikke bede om mere, siger adm. direktør i Brancheforeningen Danske Byggecentre, Palle Thomsen.
Danske Byggecentre stiller sig også positiv over for, at ordningen får et grønt sigte.
- Som branche vil vi gerne bidrage til at reducere landets energiforbrug, og vi har i lang tid sagt, at byggeriets potentiale i denne henseende ikke er blevet udnyttet fuldt ud. Så vi er meget tilfredse med, at ordningen nu får et grønnere sigte.
Ærgerligt at fradrag ikke matcher ambitionerne
Der er dog enkelte hår i suppen. Dels står de grønne ambitioner i aftalen ikke helt mål med virkelighedens priser. Godt nok er fradraget steget en smule. Men det batter ikke meget, hvis hr. og fru. Jensen skal have skiftet husets gamle vinduer til nye energiruder. Samtidig rummer fradraget en underlig uretfærdighed, der stiller enlige væsentligt dårligere end husstande med to indkomster, eftersom fradraget stadig er knyttet til den enkelte skatteyder – og ikke husstanden.
I den ideelle verden matchede fradragsbeløbene de grønne ambitioner. Det er dyrt at energirenovere, og desværre afholder det en del fra at gøre boligen mindre ressourceforbrugende. Endelig er det selvfølgelig ærgerligt, at enlige stadig kun får halvdelen. De har jo ofte mindre luft i budgettet til energirenovering end familier med to indkomster. Når det er sagt, er vi selvfølgelig ovenud tilfredse med dagens aftale, siger Palle Thomsen.
Fint regeringsgrundlag
Danske Byggecentre ser også meget positivt på de øvrige af den nye regerings prioriteter, som det er beskrevet i dens regeringsgrundlag: Fokus på udkantsproblematikken og generelt fokus på at gøre det nemmere at skabe vækst i Danmark.
- Vores medlemmer ligger fortrinsvis i udkantsområderne, og vi har således mærket på egen krop, at udviklingen i disse områder har det svært. Derfor er det meget glædeligt, at den nye regering indikerer, at den vil gøre en aktiv indsats for at vende den udvikling. Blandt andet ser vi rigtig positivt på liberalisering af planloven og udflytning af statslige arbejdspladser. Begge dele er nødvendige, hvis der skal skabes grobund for privat vækst, siger adm. direktør i Brancheforeningen Danske Byggecentre, Palle Thomsen.
Glædeligt med fokus på privat vækst
Samtidig er der glæde over, at regeringen vil fokusere på at gøre det nemmere at være selvstændig, blandt andet ved at være mere varsom med udstedelse af ny lovgivning, oprydning i afgiftsjunglen samt skatte- og byrdestop.
- Det er et område, hvor der groft sagt ikke kan gøres nok. Vores medlemmer og kunder ejer typisk små- og mellemstore virksomheder, og jeg kan hilse og sige, at der er rigeligt at se til i dagligdagen med at få butikken til at løbe rundt. Unødigt bureaukrati og afgifter tilskynder bestemt ikke til, at virksomheder vækster, eller at nogen starter noget nyt op. Så hvis regeringen vil gøre en aktiv indsats for at gøre det nemmere at drive virksomhed, hilser vi det meget velkomment, siger Palle Thomsen.
Vi vil meget gerne bidrage med udmøntningen
Brancheforeningen Danske Byggecentre ser som sagt meget positivt på udspillene i regeringsgrundlaget, men afventer naturligvis den endelige udmøntning. Særligt i forhold til udmøntningen af den fremtidige BoligJobordning ser vi stor med spænding på.
- Det er ingen hemmelighed, at der kan være langt fra løfte til handling. Men vi vil meget gerne bidrage til, at især Boligjobordningen bliver så god som mulig og meget gerne være med til at sikre, at den eksempelvis får et grønt fokus, hvor energirenovering bliver prioriteret højt, siger Palle Thomsen.
- mir