Danske rentetilpasningslån får grønt lys i EU
EU anerkender de danske rentetilpasningsobligationer, men der vil fortsat være væsentlige udfordringer for dansk realkredit, vurderer Realkreditrådet, som nu vil studere de foreslåede regler nøje
EU-Kommissionen har torsdag fremlagt forslag til revision af EU´s kapitalkrav (CRR/CRD IV) og regler vedrørende krisehåndtering af penge- og realkreditinstitutter.
Ifølge det danske Realkreditråd er der tale om en meget omfattende pakke af forslag med gode, men også udfordrende elementer for den danske realkreditmodel. Rådets direktør Ane Arnth Jensen er i første omgang tilfreds med, at danske rentetilpasningsobligationer anerkendes som stabil finansiering i NSFR (kravet om stabil finansiering), et ønske der har stået højt på ønskesedlen.
I NSFR indgår dog samtidig regler, som ikke fuldt ud harmonerer med den danske realkreditmodel. På andre områder foreslås regler, som gør det dyrere for investorer at holde realkreditobligationer. Det er ikke hensigtsmæssigt, vurderer realkreditrådets direktør.
Realkreditråd smøger ærmerne op
- Det er omfangsrige og indviklede regler, som EU-Kommissionen har fremlagt. Ved første øjekast kan man se, at EU-Kommissionen har lyttet til nogle af kritikpunkterne ved implementeringen af Basel-komiteens anbefalinger for bl.a. kravet om stabil finansiering og markedsrisiko.
- Vi er tilfredse med, at korte realkreditobligationer anerkendes som stabil finansiering. Det er positivt og giver mulighed for at fastholde de danske rentetilpasningslån, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet
- Men der er også udfordringer i de foreslåede regler, som vi nu skal have studeret nærmere. I NSFR indgår også regler, som ikke fuldt ud harmonerer med den danske realkreditmodel. Og det kan blive dyrere at holde realkreditobligationer som følge af de nye regler for markedsrisiko. Så vi må smøge ærmerne op og sikre en tilpasning af de meget indviklede forslag til det danske realkreditsystem, så danske boligejere og virksomheder også fremover kan få billige realkreditlån, tilføjer Ane Arnth Jensen.
Udløber af Finanskrisen
Forslagene følger bl.a. op på tiltag, der blev annonceret i CRR/CRD IV. De omfatter et gearingskrav og et krav til stabil finansiering (NSFR) samt et ændret kapitalkrav til markedsrisiko.
De nævnte krav er baseret på anbefalinger fra Basel-komiteen. De må ikke forveksles med Basel-komiteens igangværende arbejde med nye regler for kreditrisiko (de såkaldte "kapitalgulve"), som på det seneste har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Forslagene indeholder også et serviceeftersyn af den regulering, som er indført i EU siden finanskrisen.
Forude venter en politisk behandling og vedtagelse i Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Derefter kan reglerne indføres med virkning i EU-medlemslandene.
-cmn