Danskerne betalte næsten 500 milliarder i indkomstskat
Ifølge Danmarks Statistik udgjorde den gennemsnitlige slutskat for skattepligtige personer i 2022 99.000 kroner. Det er et fald på 0,4 procent i forhold til året før
Af Dan Bjerring
Christiansborg
De skattepligtige personer i Gentofte, Rudersdal og Hørsholm Kommuner betalte - med en gennemsnitlig slutskat over 180.000 kroner - mest i skat. Vest for Storebælt var Middelfart, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg og Rebild de eneste kommuner, hvor skattebetalingen oversteg 100.000 kroner.
De skattepligtige indkomster var 1.356,3 milliarder kroner, mens indkomstskatterne udgjorde 487,9 milliarder kroner
Inflation værre end skatter
Ifølge skattekonsulent Bo Sandberg, FSR var det ottende år i træk, at indkomstskatterne steg mere end indkomsterne. I 2022 steg indkomsterne i snit med 1,3 procent, mens indkomstskatterne steg med 1,9 procent:
- Til gengæld steg inflationen med hele 7,7 procent i 2022. Så sidste år var det i højere grad via prisstigninger, at indkomsterne blev udhulet, end ved øget skattebetaling, siger Bo Sandberg.
Højere skatteloft
I 2022 er skatteloftet for personlig indkomst blevet hævet fra 52,06 - til 52,07 procent. Den gennemsnitlige kommunale udskrivningsprocent steg fra 24,97 - til 24,98 procent, og endelig steg beskæftigelsesfradraget fra 10,60 - til 10,65 procent.
'Bo Sandberg peger videre på, at den beskedne indkomstfremgang på 1,3 procent, der var i 2022 især skyldes, at rekordmange danskere er kommet i beskæftigelse.
- Zoomer vi ind på den højaktuelle topskat, betød lønstigninger og jobfremgang tilsammen en pæn stigning i topskatteprovenuet fra 20,5 milliarder kroner i 2021 til 21,6 milliarder kroner i 2022. Og det til trods for, at der i 2022 bortfaldt forskellige engangseffekter fra corona-tiden, eksempelvis udbetaling af ekstra feriepenge, der i 2021 løftede mange lønmodtagere op over topskattegrænsen, siger skattekonsulenten.
Provenu steg en smule
Selvom provenuet fra indkomstskatten steg en smule mere end indkomsterne, så faldt det samlede skattetryk alligevel markant i 2022:
- Ifølge seneste økonomiske redegørelse fra Økonomiministeriet i august landede skattetrykket i 2022 på 42,4 procent af BNP. Til sammenligning var skattetrykket 47,9 procent af BNP i både 2020 og 2021. Og malet med bred pensel lå skattetrykket bemærkelsesværdig stabilt og svingede i omegnen af 47 procent af BNP under skiftende regeringer og gennem hele den 35-årige periode 1986-2021, siger Bo Sandberg.
Bidrager til lavere skattetryk
Tiden må så vise, om det er et foreløbigt eller mere varigt niveauskift nedad i skattetrykket, der har fundet sted i 2022:
At skattetrykket faldt så markant fra 2021 til 2022 skyldes ifølge FSR især, at det nominelle BNP i 2022 voksede ganske voldsomt som følge af inflationen - især i privatforbruget. Og da skatterne ikke var helt så kraftigt påvirket af inflationen, voksede nævneren mere end tælleren i den brøk, som udgør skattetrykket (skatteindtægter/BNP).
- Derudover var 2022 et mere udfordret år på aktiemarkedet end de foregående mange jubelår, hvilket sendte indtægterne fra pensionsafkastskatten ned fra 2,5 procent af BNP i 2021 til blot 0,4 procent af BNP i 2022, ligesom også indtægterne fra registreringsafgift faldt markant fra 2021 til 2022 i takt med at vi køber flere elbiler, siger skattekonsulent Bo Sandberg.
488 milliarder i indkomstskat
Han understreger dog, at uanset, hvor højt man politisk vægter et faldende skattetryk, er der stadig nok at kaste sig over på skatteområdet.
Der er fortsat stort behov for et mere enkelt skattesystem, ikke mindst hvad kapitalbeskatning angår. Og der er til stadighed også brug for øget fokus på retssikkerhed, eksempelvis i de aktuelle sager om nye ejendomsvurderinger for både boligejere og virksomheder.
Sidste år var den samlede skattepligtige indkomst 1.356 milliarder kroner, hvoraf der blev betalt 488 milliarder kroner i indkomstskat og 104 milliarder kroner i arbejdsmarkedsbidrag.
- Det giver en gennemsnitlig skat på arbejdsindkomst på 43,7 procent for de 5,413 millioner danskere, der i 2022 var under skatteligning, slutter Bo Sandberg.