Danskerne skal dæmpe deres grådighed på boligstørrelser
Ifølge tænketanken CONCITO bliver nybyggede boliger større og større. Det gælder ikke mindst parcelhusene, og det er dårlig nyt for klimaet
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Danskernes trang til mere plads har ganske givet gavnet familierne, men samtidig har det ifølge den grønne tænketank, CONCITO, betydet, at områder med parcelhuse udleder mere end dobbelt så meget CO2 som andre typer boligområder
En ny rapport fra CONCITO peger på, at siden 1960 er et gennemsnitligt, dansk parcelhus næsten blevet dobbelt så stort og er i dag over 200 kvadratmeter. Ganske vist er danskerne, i samme periode blevet bedre til at spare på energien, men det opvejer ikke klimaaftrykket for den betydelig større mængde byggematerialer, der skal til de store huse.
Areal til andre formål
Ifølge programchef Peter Andreas Norn fra CONCITO er antallet af kvadratmeter klart den faktor, der fylder mest i de samlede udledninger fra en bolig:
- Desuden optager de areal, der kunne være brugt til andre gode formål i byområderne som grønne parker, natur og biodiversitet. Derfor skal vi have vendt trenden væk fra større parcelhuse. Vi skal bygge mindre, men også tættere og højere og så skal vi bruge mere CO2-venlige byggematerialer som træ, siger han.
Gælder især hovedstadsområdet
Behovet for at gøre boligerne mindre gælder ikke mindst i Region Hovedstaden, der arealmæssigt er den mindste region, men der hvor der bor flest indbyggere pr. kvadratmeter.
Samtidig er det den region, der forventes at få den største befolkningsvækst frem mod år 2040, og det er regionsrådsformand Lars Gaardhøj helt bevidst om:
- Det er helt afgørende, hvordan vi i Region Hovedstaden anvender de knappe arealer og ressourcer i fremtiden. Derfor er vi gået i sammen med CONCITO om at belyse CO2-udledninger fra nye byområder, så vi og kommunerne kan begrænse vores udledninger i fremtiden, siger han.
Tre eksempler på byudvikling
I CONCITO’s rapport analyseres tre eksempler på byudviklingsprojekter - et parcelhusområde, et række- og punkthusområde og et område, hvor tidligere industribyggeri konverteres til bolig.
Rapporten viser, at parcelhusområdets CO2-udledning er dobbelt så stor som de to andre områder.
I sidste ende er det kommunerne, der har stor mulighed for at påvirke udledningerne fra byudviklingsområder. Det kan ske ved at begrænse antallet af kvadratmeter, stille krav til materialer, reducere et områdes samlede størrelse, samt sørge for gode kollektive transportforbindelser og cykel-og gangstier.
- Kommunerne spiller en nøglerolle i at stille krav til fremtidens bæredygtige bydele. Der kan spares mange tusind ton i hvert eneste større byudviklingsprojekt, hvis man tager de rigtige beslutninger i tide, siger Peter Andreas Norn.
Læs hele rapporten på nedenstående link
https://concito.dk/udgivelser/analyse-co2-udledningen-forskellige-typer-byudvikling