Davidsens Tømmerhandel opruster på FynDirektør Henrik Clausen fra Davidsens Tømmerhandel (tv.) og Bo Grønfeldt giver coronahåndtryk på salget af XL-Byg Grønfeldt i Langeskov. Salget træder i kraft 1. maj.

Davidsens Tømmerhandel opruster på Fyn

Davidsens udbygger sin markedsposition på Fyn med overtagelsen af den familieejede tømmerhandel XL-Byg Grønfeldt i Langeskov fra indehaver Bo Grønfeldt, der sammen med de 20 ansatte fortsætter i byggemarkedet

Med overgangen til Davidsens Tømmerhandel trækker Bo Grønfeldt og de 20 ansatte nu i de blå-gule farver, der kendetegner den sønderjyske tømmerhandel. Men ikke nok med det. Som en del af Davidsen får den stærke lokale tømmerhandel i Langeskov også et stærkere bagland, når Davidsens Tømmerhandel officielt overtager XL-Byg Grønfeldt den 1. maj.

Davidsens Tømmerhandel etablerede for nylig salgskontor i Svendborg som led i en oprustning på Fyn, der nu får endnu mere fart. I forvejen betjener Davidsens flagskib i Odense de professionelle kunder på store dele af Fyn.

Etableringen på Østfyn styrker Davidsens position i landsdelen i tæt samspil med afdelingen i Odense. Ifølge adm. direktør Henrik Clausen betyder indtoget på Østfyn, at Davidsen nu får endnu bedre muligheder for at servicere kunder i hele det syd- og østfynske område.

- Overtagelsen af Grønfeldt er en naturlig udvidelse af vores aktiviteter, hvor vi styrker positionen på Fyn markant med endnu en fremtrædende lokation. Det glæder mig samtidig rigtig meget, at Bo Grønfeldt ønsker at fortsætte sin karriere hos os og på den måde være med til at videreføre og udvikle forretningen i Langeskov i den samme gode ånd og med dybe lokale rødder, siger han.

Henrik Clausen lægger ikke skjul på, at han ser spændende muligheder for Davidsen-konceptet på Fyn. Med stærke sønderjyske priser, faglig kompetent rådgivning og en effektiv logistik koblet med den store tømmerhandel i Odense er Davidsen klar til at tage yderligere markedsandele.

Lokalt forankret trælastkæde
Det er også en optimistisk Bo Grønfeldt, der glæder sig over salget til netop Davidsens Tømmerhandel. Ikke mindst fordi det betyder, at alle medarbejdere har mulighed for at fortsætte i et koncept og en familieejet virksomhed, der på mange punkter matcher værdierne hos Grønfeldt godt.

Han pointerer desuden, at det er ekstremt vigtigt for de professionelle håndværkere, at de med kort tidsinterval kan bestille og afhente varer. Det kræver, at en tømmerhandel i dag ligger inde med et bredt sortiment af normale bestillingsvarer, så kunderne kun behøver at handle ét sted. Endelig er det afgørende, at de professionelle møder tung faglig viden overalt i organisationen.

- Som en del af Davidsens Tømmerhandel fortsætter vi som en lokalt forankret trælast. Det betyder, at vi her i Langeskov har stor frihed til at levere direkte på de enkelte kunders ønsker og præferencer. Samtidig får vi nu adgang til en bredere vifte af leverandører, så vi endnu bedre kan understøtte alle typer af håndværkere og projekter, forklarer Bo Grønfeldt.

-los


25/3 2021