De nominerede til Byggeriets Klimapriser er fundet
På BYGGERI ’16 uddeler Danske Byggecentre byggeriets tre klimapriser. I år har nomineringskomitéen udpeget 17 nominerede
For 17. gang afholdes fagmessen for byggevarer, BYGGERI ’16 i Fredericia, og i år er forløber messen d. 1. – 4. marts 2016. Her vil Danske Byggecentre uddele byggeriets tre klimapriser, og de 17 nominerede er nu udpeget til Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris, der alle kan dokumentere højere energieffektivitet, en CO2-reduktion, forbedringer af indeklima eller arbejdsmiljø eller har implementeret en klima- eller miljøstrategi.- Vi har uddelt klimapriserne siden 2010 og har hvert år haft imponerende innovative virksomheder og produkter blandt de nominerede. Og der er fortsat et massivt fokus på klima, energi og miljø i byggeriet. Samtidig kan vi se, at klimainitiativerne i stigende grad også rykker over i selve materialerne, så klimainnovationen udover at understøtte bæredygtigt byggeri også sikrer besparelser på varme- og elforbruget for husejeren, siger adm. direktør Palle Thomsen, Brancheforeningen Danske Byggecentre, og tilføjer:
- Den grønne innovation ligger således i dag både i strategi, produktionen af materialerne og i selve materialets egenskaber og funktioner. Og det afspejler de 17 nominerede til de tre klimapriser.
Stor interesse for at vinde priser
Formålet med Byggeriets Klimapriser er at øge kendskabet og fremme udviklingen af grønne og innovative byggevarer. Tidligere vindere har oplevet stor interesse og efterspørgsel på deres materialer og grønne bygningsløsninger og har således været med til at præge deres respektive forretningsområder og dansk byggeri i en grønnere retning.
Interessen for at komme i betragtning som én af de 17 nominerede har i år været høj, og de mange kvalificerede ansøgninger tegner ifølge Palle Thomsen godt for byggeriets fremtidige løsninger og produkter.
- Den store opbakning til priserne tager vi som et udtryk for, at flere har fået øjnene op for grønt og bæredygtigt byggeri som et vigtigt forretningsområde i fremtiden. Rekordmange firmaer har i år ansøgt om at blive nomineret i de tre kategorier. Og de gode ideer og løsninger er mange. Vi er endt med et stærkt felt med innovationer og løsninger på et meget højt niveau. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere til de nominerede de kommende år, siger Palle Thomsen.
De nominerede til Byggeriets Klimapriser
Klimaprisen:
- Troldtekt wave
- Kingspan Insulation
Miljøprisen:
- Et nyt filter til organiske gasser og dampe fra 3M, der introduceres i 2016
- Alfix QuickFix premium
- Walls2Paint fra DLH
- Gamle Mursten Vægsystemer
- Leca termblokke fra IBF Betonvarer
- CleanSpace-turbomaske fra iTOOLS
- B&C 25 fra Monier
- Toprock CTF System fra Rockwool
- Södra
Energiprisen:
- Dafa AirStop System
- Thermoboard Plus fra Knauf
- Knauf Comfortboard
- RedAir LINK fra Rockwool
- Isover Retrofit fra Saint-Gobain Nordic
- Nyt tagkoncept fra Komproment
-kj