Den største logistikinvestering i Lemvigh-Müllers historie
Et nyt centrallager i Kolding skal styrke leveringssikkerheden til kunder i hele landet
Lemvigh-Müller har holdt rejsegilde på virksomhedens nye centrallager i Kolding. Rejsegildet markerer en vigtig fase i byggeriet, hvor rammerne for fremtidens lager- og logistiksetup nu for alvor tager form.
Flere vigtige milepæle er nået i opførelsen af centrallageret:
I februar blev cirka 6000 m2 udeareal overleveret fra underleverandør Amatech til driften. Samme måned gik montagen af betonelementer i gang og forventes afsluttet ved udgangen af juni. I maj blev gulvet til højlageret støbt, og den nye indkørsel ved Nordager 5 blev taget i brug.
Samlet set er projektet nu i en fase, hvor både bygninger, teknik og udenomsarealer tager tydelig form.
- Rejsegildet er først og fremmest en anledning til at sige tak til de mange dygtige håndværkere og samarbejdspartnere, der hver dag får byggeriet til at tage form. Det kræver både faglighed og ordentlighed at bygge i den her skala, siger Michael Lichtenberg Crone, logistik- og produktionsdirektør i Lemvigh-Müller.
Det nye centrallager er den største logistikinvestering i Lemvigh-Müllers historie og skal på sigt samle lagerdriften i et topmoderne setup. Målet er at styrke kapacitet og robusthed og gøre det endnu lettere for kunderne at få leveret hurtigt og stabilt.
- De nye lagerfaciliteter i Kolding vil danne rammen om nogle af Danmarks mest avancerede logistikløsninger. Samtidig udbygger vi vores tætte tilknytning til Kolding, som er et vigtigt logistisk og erhvervsmæssigt knudepunkt i Danmark, siger Christian Søgaard-Christensen, administrerende direktør i Lemvigh-Müller.
Rejsegildet blev afholdt som en traditionel markering med taler, skål og traktement, hvor både håndværkere, rådgivere og samarbejdspartnere deltog. Gæsterne fik desuden mulighed for at se byggeriet indvendigt.
-dc