Der er en revolution på vej inden for dokumenterede brandstopløsninger
Et samarbejde mellem tag- og facadeleverandøren Komproment og DBI er endt ud i teknisk dokumentation for brandstopløsninger til alle brandklasser. Det vil gøre det nemmere og mere sikkert at vælge ventilerede facadeløsninger, som overholder alle brandkrav
Med introduktionen af Komproments nye brandstopløsning, Komproment Firestop, får bygningsrådgivere og entreprenører helt nye muligheder for at kunne dokumentere brandsikkerheden for ventilerede facadesystemer.
Ventilerede facader har et ventilerende hulrum mellem isoleringen og regnskærmen. Dette hulrum sikrer bedre ventilation og indeklima. Brandstoppet er placeret i mellemrummet mellem vindspærre eller isolering og regnskærm.
I mange år har det ellers været vanskeligt for rådgiverne at anbefale facadesystemerne, da kravene for brandstopløsninger i BR18 er upræcise.
Ventilerede facader er populære i byggeriet. Der er imidlertid ingen test af brandstop til ventilerede facader, der giver direkte adgang til markedet ifølge DBI.
Let tilgængeligt for rådgiverne
BR18's krav til løsningers dokumentation stemmer ikke overens med de eksisterende teststandarder på området, hvilket kan gøre jagten på dokumentation besværlig.
For at imødekomme problematikken med de upræcise dokumentationskrav er DBI og Komproment gået sammen om at udvikle brandteknisk dokumentation for brandstopløsninger, der kan anvendes bredt.
- Samarbejdet har betydet, at vi nu ikke skal bruge så meget tid på at retfærdiggøre vores løsninger. Nu er dokumentationen let tilgængelig for rådgiverne, siger Niels Heidtmann, der er udviklingsdirektør hos Komproment.
På den baggrund har Komproment haft mulighed for at lave en gennemtestet brandsikringsløsning til de eftertragtede, ventilerede facader.
- Komproment Firestop er testet med den anerkendte metode TDG19, og dokumentationen vil skabe værdi for både produktet, projektet og kunden. Den kan nemlig bidrage til at gøre det lettere og skabe tryghed ved at anvende ventilerede facader. Løsningen sørger for, at der ikke er nogle begrænsninger i ventilationen i facaden, siger Niels Heidtmann.
Dokumentation er vejen frem
Komproments dokumenterede brandstop kan bidrage til at bringe produkter ind på markedet, der gør det muligt at holde de ventilerede facader i en attraktiv prisklasse. På den måde vil hele branchen drage fordel af udviklingen.
Samtidigt betyder det omfattende testsystem og følgende dokumentation, at rådgivere trygt kan anbefale de populære facader uden frygt for brandsikkerheden.
- Selvom BR18 er tøvende med at specificere kravene, kan vi som producent alligevel godt gå forrest og sikre den nødvendige dokumentation for vores brandstopløsninger. Det er den eneste vej, hvis vi vil i mål med et sikkert byggeri, siger Niels Heidtmann.
-dc