Det nye DLG's fysiske manifestation
DLG har netop holdt rejsegilde på et nyt hovedkontor i Fredericia. Byggeriet skal stå klar i slutningen af juni 2020, hvor 300 DLG-medarbejdere flytter ind
DLG har netop holdt rejsegilde på et nyt 7500 m2 stort hovedsæde.
- Vi er nået langt siden november 2017, hvor vi offentliggjorde planerne om at flytte fra Axelborg i København og samle flere kontorer her i Fredericia. Det er ingen overdrivelse at beskrive samlingen som det største forandringsprojekt i DLG's historie, da det er et helt centralt projekt for os og DLG's fremtidige udvikling, så vi kan fortsætte med at skabe værdi for vores ejere, siger koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll, der tilføjer:
- Projektet er meget mere end mursten og byggeri. Det handler endnu mere om kultur, strategi og den type forretning, vi skal være i fremover. Det handler om en fuldstændig transformation af DLG og opgradering af vores organisation til ét samlet DLG. Bygningen er derfor ikke 'bare' et nyt hovedkontor. Det er den fysiske manifestation af 'det nye DLG'. Det DLG, som i år fejrer 50 års jubilæum, og som nu går ind i en ny æra med udgangspunkt her i Fredericia.
DLG's hovedkontor bliver bygget af AP Pension, som også bliver ejere af bygningen. DLG er dermed lejere af bygningen. PLH Arkitekter har tegnet stregerne og er også indretningsarkitekter. NRE Denmark er totalentreprenør og Rambøll er bygherrerådgivere.
-kj