Diskrimination af voksenlærlinge
Der er voldsom økonomisk forskel på tilskud for voksenlærlinge, der i forvejen er ansat i en virksomhed i forhold til ledige
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard blandt andet, at der er højere arbejdsgivertilskud til en voksenlærling, hvis denne kommer fra ledighed, end hvis der er tale om en voksenlærling, der er i beskæftigelse.
Det er Jens Rohde fra Kristendemokraterne, der vil vide, om det er korrekt, at der er niveauforskel på tilskuddet til virksomheder ved ansættelse af voksenlærlinge, og at forskellen udmåles efter, om voksenlæreforholdet sker efter forudgående ansættelse i en virksomhed på ordinære vilkår, eller det sker efter forudgående ledighed.
50 procent forskel i tilskud
Ministeren bekræfter, at størrelsen af det tilskud, en arbejdsgiver kan få efter voksenlærlingeordningen, afhænger af, om den person, arbejdsgiveren har indgået en uddannelsesaftale med, kommer fra ledighed eller fra beskæftigelse:
- Arbejdsgiveren får et højere tilskud, hvis de indgår en uddannelsesaftale med en person, som kommer fra ledighed, end hvis vedkommende kommer fra beskæftigelse. For personer, der kommer fra ledighed, er tilskuddet til arbejdsgiveren på 45 kroner i timen fra uddannelsesaftalens påbegyndelse og i hele det aktuelle uddannelsesforløb. For personer, der kommer fra beskæftigelse, er tilskuddet til arbejdsgiveren på 30 kroner i timen fra uddannelsesaftalens påbegyndelse og i op til de første to år af det aktuelle uddannelsesforløb, oplyser Peter Hummelgaard.
Ordningen udvidet
De forskellige tilskudssatser og -perioder blev ifølge beskæftigelsesministeren indført i forbindelse med Beskæftigelsesreformen fra 2014, hvor den blev styrket og målrettet de ledige med den begrundelse, at ’ de er længere fra arbejdsmarkedet’.
Ordningen blev i juni 2020 forbedret for personer, der kommer fra beskæftigelse, og som er faglærte med en forældet uddannelse:
- Kravet om, at ledige faglærte uden forældet uddannelse skal have mindst seks måneders forudgående ledighed, er i forsøgsperioden lempet til mindst tre måneders forudgående ledighed. Jeg synes ordningen er hensigtsmæssig, som den er på nuværende tidspunkt, idet formålet med voksenlærlingeordningen særligt er at få ledige opkvalificeret og i beskæftigelse. Beskæftigelsesministeriet følger ordningen tæt med henblik på løbende at vurdere, om der er behov for justeringer, slutter beskæftigelsesministeren.