Efter svømmehalskonflikt: Skou Gruppen får medhold - Roskilde Kommune må til lommerne
Efter en lang proces har Voldgiftsnævnet givet Skou Gruppen medhold i, at Roskilde kommune var dårligt rådgivet i en årelang strid om en svømmehal. Kommunen skal nu betale 7,8 millioner kroner til entreprenøren
Som man kan læse andetsteds her på siden, er Skou Gruppen involveret i flere svømmehalskonflikter, og nu er der faldet afgørelse i en af dem.
Direktør i Skou Gruppen, Martin Skou Heidemann, er tilfreds med, at Skou Gruppen gjorde ret i at stille kritiske spørgsmål til den projektering og rådgivning, som Roskilde kommune havde fået af sin rådgiver i forbindelse med byggeriet af en ny svømmehal.
- Vi kan konstatere, at vi havde ret i vores påstand om, at kommunen var rigtig dårligt rådgivet. Og at meget af det arbejde, vi blev bedt om at udføre, var i strid med gældende regler og god byggeskik, siger Martin Skou Heidemann.
Han glæder sig over Voldgiftsnævnets afgørelse, som giver Skou Gruppen medhold i de fleste af de indvendinger, virksomheden havde mod udførelsen af arbejde på Roskilde Svømmehal. Samtidig glæder det ham, at nævnet også fastslår, at kommunen var uberettiget i sin bortvisning af Skou Gruppen fra projektet.
Undrer sig over kommunen
En syn og skønsrapport fra juli 2020 gav Skou Gruppen medhold i ni af de 10 forhold, som virksomheden er uenige med Roskilde Kommune og kommunens rådgiver om. Desuden fortæller en Build-rapport fra august 2021 om en lang og rodet beslutningsproces, svag byggeledelse, mangelfuld rådgivning og store problemer med forsinkelser og fordyrelser i svømmehalsprojektet.
- Det ærgrer mig, at kommunen efter syn og skønsrapportens og Build-rapportens ret tydelige konklusioner ikke søger at indgå forlig med os og få afsluttet sagerne. Det er nærmest, som om der foregår en udmattelseskamp mellem bygherren og rådgiveren på den ene side og os som entreprenører på den anden, siger teknisk direktør Jesper Egund.
- Det er langt fra alle entreprenører, som er så solide og robuste som os, så de kan holde til at afvente den slags afgørelser og økonomisk kompensation i årevis, tilføjer Martin Skou Heidemann.
-dc