Ekstraordinær rift om EPD’er giver bøvl i flere led i fødekæden
En tidobling i antallet af EPD’er giver både udfordringer og flaskehalse for dem, der skal lave EPD’erne, og dem der skal rådgive om dem og verificere dem
Miljøvaredeklarationer – eller EPD'er – er i dag den mest udbredte dokumentationsform, når byggevarers klimaaftryk skal dokumenteres for herefter at komme med i den klimaberegning, der per 1. januar i år blev et krav til alle nyopførte bygninger.
Der er mange potentielle snublesten, når en EPD skal udgives. Det kan betyde lange verifikationsprocesser og i værste fald en dyr omgang for producenter og deres LCA-konsulenter.
Det fortæller Andrea Hermansen fra sekretariatet bag EPD Danmark, der dagligt taler med producenter, verifikatorer og de konsulenter, der udarbejder EPD'er.
- Det kan være tidskrævende for producenter at få EPD'en udarbejdet og tredjepartsverificeret. Og med en så pludselig vækst i EPD'er kan det bagvedliggende system have svært ved at følge med.
Effektivt samarbejde er afgørende
Hos EPD Danmark ser man en udvikling, hvor producenter må vente i kø for overhovedet at få gang i processen.
- En af udfordringerne er, at der simpelthen er for få verifikatorer, så det er afgørende, at de få, vi har, bruger deres tid rigtigt, siger Andrea Hermansen.
Ud over EPD Danmark, som er programoperatør i Danmark, er der altid tre parter involveret i en EPD. Producenten, konsulenten og verifikator. Producenten bruger en konsulent til udarbejdelsen af EPD'en, som skal videre til verifikator, der kan tredjepartsverificere.
Og netop et effektivt samarbejde mellem de forskellige parter er afgørende. Og her kan selv små og nogle gange lavpraktiske udfordringer give udslag på en allerede eksisterende flaskehals, forklarer Andrea Hermansen.
- Der opstår en prop simpelthen, så konsulenterne ikke kan starte nye projekter op eller komme videre med deres projekter. Og den mærker producenterne. Verifikatorernes kvalifikationer og erfaring er altafgørende, når vi godkender dem. De hænger ikke på træerne, og derfor er vi nødt til også at lægge vores indsats et andet sted – nemlig ved at få løftet LCA-konsulenternes kompetencer, siger hun.
Tidobling på fire år
EPD'er er på kort tid gået fra at være noget, de færreste kendte til, til at være krav, som producenter møder i deres hverdag. EPD Danmark har nu 408 EPD'er i databasen. Det er mere end en tidobling siden 2019, hvor der var 39 EPD'er. Hos EPD Danmark forventer man, at stigningen fortsætter.
Og med den store efterspørgsel på EPD'er melder mange nye aktører sig på banen, når EPD'erne skal udformes.
Formanden for EPD Danmarks Tekniske Komite, Kim Christiansen, giver her eksempler på, hvorfor nogle af LCA-konsulenterne kommer galt afsted:
- EPD-standarden EN 15804 kræver, at alle input og output bogføres i det modul, hvor de forekommer. Hovedproduktet og dets emballage er det centrale output fra A3 og transporteres i A4 til anvendelse i et bygge- eller anlægsarbejde i A5. Fase B omfatter brugen eller driften, og det er frivilligt at deklarere den. Når produktet skal bortskaffes efter demontering eller nedrivning, angives aktiviteterne i fase C, og har man et produkt, der kan give gavn i et efterfølgende produktsystem, skal dette angives i D. Det er simpelthen ikke alle, der får det hele med.
Veldokumenterede EPD’er gør alt nemmere
Der er altså nok at tage fat på, når man skal underbygge LCA-konsulenternes faglighed. Derfor kommer Kim Christiansen også med et helt generelt råd til konsulenterne.
- Det er altid en god idé, at LCA-konsulenten systematisk gennemgår verifikationsrapporten som en tjekliste. En slags selvevaluering af projektrapport og EPD'er, siger han.
I Kim Christiansens rolle er noget af det vigtigste, at han har adgang til alt det, som ligger bag.
- Som udgangspunkt er en god EPD en veldokumenteret EPD. Det gør processen nemmere, når jeg som verifikator hurtigt kan få overblikket over alle modellerede processer. Det vil sige både med specifikke data og med generelle data, med datakilder og datakvalitetsvurdering. Det gælder også data fra interviews med medarbejdere, leverandører og affaldstransportører, hvor man ofte glemmer at få angivet både navn og dato, siger han.
Andrea Hermansen er enig i, at der er et behov for høj faglighed hos LCA-konsulenterne, og uddyber:
- Den grønne omstilling går allerede for langsomt, og troværdige miljødata er essentielle for, at vi ikke famler i blinde, når vi skal nå vores mål. Derfor bliver kompetencerne centrale. I EPD Danmark vil vi gerne være med til at løfte den opgave blandt andet ved at udbyde kurser til de danske LCA-konsulenter.
-dc