En kæp i hjulet på Vejdirektorats grønne ambitioner
Det er endnu ikke muligt at købe helt store eldrevne maskiner i Danmark til de største anlægsopgaver, og derfor måtte Vejdirektoratet skrue på forventningerne til udbuddet af en opgave i Aalborg
Af Daniel Christensen
- Det vægtes positivt, at entreprenøren tilbyder eldrevet materiel, som en overvejende del af det materiel, der indgår til udførelse af udvalgte arbejder.
Sådan lød et af fire konkurrenceparametre i Vejdirektoratets udbud af en større makeover af et knudepunkt i Aalborg Øst til ca. 10-12 mio. kr.
Efter udbuddet måtte Vejdirektoratet dog sande, at det kun i begrænset omfang var muligt at anvende eldrevet materiel til opgaven.
- Vi er fortsat i gang med en dialog med markedet, der gør os klogere på, hvor det materiel, der er tilgængelig på markedet, som typisk er under 5 ton, kan anvendes. Samt hvad vi som bygherre kan gøre i fremtidige udbud, for at entreprenørerne har en interesse i at anvende eldrevne maskiner på trods af de udfordringer og problemstillinger, der følger med, siger specialkonsulent i Vejdirektoratet, Ditte Mathiasen.
Det er første projekt, hvor Vejdirektoratet prøver at indføre eldrevet materiel som en del af konkurrencen i udbuddet.
- En af tilbagemeldingerne fra markedet går blandt andet på, at det mindre, eldrevne materiel ikke kan håndtere det tunge arbejde, og de større eldrevne maskiner er endnu ikke tilgængelige i Danmark. Vi kigger selvfølgelig også på, hvad der er tilgængeligt i eksempelvis Norge, Sverige og Holland, samt hvordan anvendelse af eldrevet materiel indgår i deres udbud. Men det ændrer ikke ved, at det primært er mindre materiel, der er tilgængelig som eldrevet i Danmark i dag, siger Ditte Mathiasen og tilføjer:
- Så nu skal vi til at finde ud af, hvad det er for nogle projekter, vi har, hvor man måske vil kunne bruge de mindre maskiner i et eller andet omfang.
Første skridt på vejen
Ditte Mathiasen oplyser, at kommende udbud må tilpasses på baggrund af de erfaringer, Vejdirektoratet gør sig nu, da der i størsteparten af Vejdirektoratets projekter vil være behov for større eldrevet materiel, end det danske marked kan levere i dag.
Hun peger selv på eksempelvis fortovsarbejder som potentielle pilotprojekter, hvor eldrevet materiel kan blive relevant. Hun kalder det aktuelle udbud i Aalborg for et ’praktisk pilotprojekt’, der vil gøre Vejdirektoratet klogere på fremtidige udbud med den slags kriterium.
- Det er designet til at skaffe os noget viden og erfaring fra markedet. Tanken er helt sikkert, at vi kommer til at arbejde videre med delelementer fra det. Det her er det første, og vi kommer til at lave flere pilotprojekter. Indtil videre håber vi på at lave to mere i år, men det handler rigtig meget om at finde nogle projekter, som er egnet til det, siger hun og tilføjer:
- Vi ved jo, at det er en udvikling, vi skal i gang med. Og det bliver en lang udvikling over flere år. Så det her er første skridt på vejen mod at få eldrevne eller emissionsfri arbejdsmaskiner ind på vores byggepladser.
Data er vejen frem
Arkil endte med at få tildelt opgaven. Ifølge Vejdirektoratets tilbudsoversigt afgav den sønderjyske entreprenør det billigste bud på 8,8 mio. kr., hvilket hverken Jakobsen & Blindkilde, MT Højgaard eller M. J. Eriksson kunne matche.
Og selvom Arkil kun i begrænset omfang kommer til at anvende eldrevet materiel, er Ditte Mathiasen alligevel tilfreds med resultatet af udbuddet.
- Arkil fik blandt andet opgaven, fordi virksomheden vil dele relevante data om maskinforbruget ude på byggepladsen, og det bliver rigtig vigtigt for os, når vi skal videreanalysere. Vi får rigtig meget brugbar info ud af det. Og jo mere data, vi kommer til at få fra byggepladsen, jo mere kan vi analysere på, om der er andre typer materiel, vi skal stille krav til, siger hun.
Samtidig har Arkil tilbudt at implementere nogle tiltag, som gør, at energiforbruget fra skurbyen bliver minimeret.
- Og så har vi fået noget mere erfaring med sådan noget som strømforsyningen på byggepladsen, hvilket normalt ikke er så relevant på vores projekter. Kompleksiteten i at etablere de rette ladefaciliteter til maskinerne er et nyt element. Også for os som bygherre, siger Ditte Mathiasen.