En uge i fremtidens tegnDroner, robotter, 3D-betonprint, Virtual Reality, IoT og Augmented Reality er begreber, der bliver sat fokus på i denne uge.

En uge i fremtidens tegn

I denne uge viser InnoByg og en række samarbejdspartnere vejen til fremtiden ved FutureWeek Denmark 2018

Uge 48 står i fremtidens tegn, når en række af Danmarks mest ambitiøse klynger og netværk inviterer inden for til FutureWeek 2018. I år har begivenheden endda fået international opmærksomhed fra EU, som kickstarter deres EU Cluster Week under FutureWeek Denmark.

Byggebranchen skal også med en tur til fremtiden - eller nutiden om man vil - når innovationsnetværket InnoByg inviterer til en række events målrettet bygge- og anlægsbranchen.

- Døren til fremtidens teknologiske og digitale byggebranche er åben, og det får en lang række virksomheder i branchen rig mulighed for at opleve i denne uge, hvor vi både holder studietur om droner og digitalisering, konference om 3D-betonprint og Build 4.0-netværksmøde med fokus på IoT, fortæller Grith Bech-Nielsen, der er netværksleder i InnoByg.

Samfundsrelevante indsatsområder
At fremtiden også byder på mere jordnære emner, understreger InnoByg bl.a. ved også at holde arrangement om den nye udbudslov i samarbejde med Innovationsnetværk og Innoba samt et netværksmøde i Aalborg om cirkulær økonomi i samarbejde med Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling.

- Selvom fremtiden byder på mange nye teknologier, så skal vi også huske at have fokus på øvrige samfundsrelevante indsatsområder, og derfor har vi også events om nogle af de andre områder, som er højaktuelle i bygge- og anlægsbranchen lige nu, siger Grith Bech-Nielsen.

Vækst og arbejdspladser
Når FutureWeek Denmark 2018 afholdes, er det med events over hele Danmark og inden for en lang række brancher. FutureWeek er skabt som et samarbejde på tværs af en lang række af Danmarks ambitiøse klynger og netværk, som til daglig arbejder med at udvikle danske virksomheder - særligt SMV'erne. InnoByg er et af de netværk.

- I Danmark har vi en række netværk og klynger, som på årsbasis hjælper mere end 16.000 virksomheder landet over med at udvikle deres forretning. Ved at deltage i klynger og netværk som f.eks. InnoBYG får virksomhederne direkte adgang til viden, kompetencer og funding. Det løfter produkter, processer og projekter i virksomhederne til innovative og konkurrencedygtige løsninger i et globalt marked, og der skabes vækst og arbejdspladser i hele det danske samfund, forklarer Grith Bech-Nielsen.

Økonometriske analyser foretaget af Styrelsen for Forskning og Uddannelse viser, at virksomheder, der deltager i netværks- og klyngeaktiviteter, har fire gange så høj sandsynlighed for at blive innovative sammenlignet med lignende virksomheder, som ikke deltager, og at de opnår en produktivitetsvækst, der er 3,6 procentpoint højere end andre lignende virksomheder.

-kj

26/11 2018