Enemærke og Petersen bygger 500 boliger i Køge til over en halv milliard
Det nye byggeri skal bæredygtighedscertificeres til DGNB i kategorien Guld og spreder sig over næsten 46.000 m2 boliger og 17.000 m2 parkeringskælder
Enemærke og Petersen har indgået en aftale med PensionDanmark om at bygge knap 500 boliger samt tilhørende faciliteter på Køge Kyst. Projektet føjer sig til rækken af igangværende opgaver som Enemærke og Petersen har på tilstødende byggefelter og har en værdi på 563 mio. kr.
- Vi er meget glade for samarbejdet med PensionDanmark og den tillid, der præger vores projekter. Vi har over de seneste år styrket vores organisation på boligbyggeri og projektudvikling. Projektet på Køge Kyst understøtter videreudvikling af vores kompetencer inden for bolig- og bydelsudvikling og den kommercielle forståelse for produktet, som er vigtigt for vores bygherre og investor, siger Enemærke og Petersens adm. dir., Troels Aggersbo.
Fakta om projektet
• Den nye kontrakt indeholder to byggefelter. På byggefelt syd skal der opføres 25.800 m2 boliger og 9200 m2 P-kælder. Og på byggefelt i nord skal der opføres 20.000 m2 boliger og 7800 m2 P-kælder.
• Byggeriet er færdiggjort i Q2 2026.
• Det nye byggeri skal bæredygtighedscertificeres til DGNB i kategorien Guld.
• Vandkunsten er arkitekt og Oluf Jørgensen er ingeniør.
-dc