Et nyt hold brolæggersvende klar
Seks nyuddannede brolæggere har netop fået overrakt svendebreve fra NEXT Uddannelse København. Alle er klar til at stå på egne ben og levere kvalitet, men selvfølgelig også tjene penge
En gruppe nyudlærte brolæggersvende og deres mestre, lærere og forældre samt repræsentanter for Brolæggerlauget i Dansk Byggeri holdt de faglige traditioner i hævd, da de i forbindelse med overrækkelsen af svendebreve sædvanen tro var fællessang med gamle brolæggersange på uddannelsesstedet i Glostrup, hvor NEXT Uddannelse København har til huse.
De udklækkede svende blev ønsket tillykke af uddannelsesleder Jimmie Thomsen, Jesper Weihe fra 3F og af Brolæggerlauget, hvor oldermand Claus Johnsen gav svendene disse ord med på vejen:
- Tillykke med uddannelsen. I er nu brolæggere, og det er ikke alene et godt håndværk, men også et håndværk, der er med til at sikre jeres fremtid. Mestrene har brug for jeres kvalifikationer, og der er masser af arbejde, der venter, sagde oldermanden og fortsatte:
- Når nu I forlader skolen, er der ingen mester til at holde hånden under jer. I skal stå på egne ben og levere kvalitet, men selvfølgelig også tjene penge. I skal altid huske at passe på jer selv og overholde reglerne for arbejdsmiljø. Gå nu ud og udfør kvalitetsbrolægning, og fortæl familie og venner, hvor godt et fag, vi har.
-cmn
De nye brolæggere er set fra venstre på ovenstående foto: Anders Peter Ulvedal Kristjansen (Frederiksværk Brolægning A/S), Marco Bak (Entreprenør-Brolægning Hansen & Rasmussen ApS), Mathias Nøhr Christiansen (P.P. Brolægning A/S), Daniel Tipsmark (Kaj Bech A/S), Theis Røjbæk (Brolægger Jyden og D.T. Brolægning ApS) og Rasmus Petersen (Barslund A/S).