EUX er med til at udvikle tømrerfaget og branchenJeppe Gottfredsen (tv.) og Aske Filip Kassow Skovgaard blev fejret til translokation den 24. juni på Københavns Tekniske Skole.

EUX er med til at udvikle tømrerfaget og branchen

Skou Gruppens første hold af EUX-tømrerlærlinge, Aske Filip Kassow Skovgaard og Jeppe Gottfredsen, har bestået svendeprøven

De har haft et anderledes uddannelsesforløb end de tømrerlærlinge, som tidligere er blevet færdigudlært hos Hørsholm-virksomheden Skou Gruppen. Udover deres erhvervsuddannelse som tømrer har de opnået en gymnasial eksamen, fordi de har taget den forholdsvis nye EUX-uddannelse, hvor de to ungdomsuddannelser kombineres.

- For mig har det været en rar måde at have gymnasiefagene på, fordi så meget af undervisningen er praktik. Vi har typisk haft to dages gymnasieundervisning, en dags byggeteknik, og så har vi fået lov til at bygge selv. Det passer mig godt, siger Jeppe Gottfredsen.

Alsidigt arbejde
Når de to nu tidligere tømrerlærlinge ikke har været på skolebænken, har de været i tømrerlære hos Skou Gruppen - bl.a. har de været på en byggeplads på Frederiksberg. Her renoverer Skou Gruppen en ejendom og bygger tagboliger for boligselskabet AAB.

- Jeg er virkelig glad for det alsidige arbejde, man udfører som tømrer. Og når jeg samtidig går med gode kollegaer på en byggeplads, kan man ikke andet end at være glad for sit arbejde, siger Aske Filip Kassow Skovgaard, der senere vil bruge sin EUX-uddannelsesbaggrund til at læse til bygningskonstruktør.

Dygtige håndværkere
Jeppe og Aske er de første EUX-tømrerlærlinge, Skou Gruppen har udlært. Men siden deres start i virksomheden er flere kommet til.

- EUX-lærlinge bliver nogle dygtige håndværkere. Derfor tager vi både EUX-tømrerlærlinge og andre tømrerlærlinge, siger Skou Gruppens direktør, Martin Skou Heidemann, og fortsætter:

- Kombinationen af den boglige- og den praktiske uddannelse gavner dem i deres arbejde, og den måde de anskuer tømrerarbejdet på. Det er med til at udvikle tømrerfaget og branchen, ligesom uddannelsesformen understreger, at erhvervsuddannelser er mindst lige så meget værd som boglige uddannelser.

-los

29/6 2016