Femernentreprenør truer med erstatningskrav mod danske myndigheder
28 russiske søfolk er 9. marts anholdt for ulovligt arbejde på Femernforbindelsen under en politiaktion på Rødby Havn.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
De russiske søfolk havde arbejdet på projektet i fire måneder og var hyret på to russiske slæbebåde, som har udført opgaver med bugsering af pramme for entreprenørkonsortiet Fehmarn Belt Contractors (FBC) på Femern Bælt-projektet i forbindelse med konsortiets anlæg af den danske arbejdshavn øst for Rødbyhavn
Af en redegørelse fra Femern A/S fremgår det, at de to russiske slæbebåde er specialbygget i Holland, og FBC afviser med henvisning til internationale søfartsregler, at søfolkene arbejdede ulovligt på projektet.
Overnattede på slæbebådene
Ifølge FBC har slæbebådene ’i det væsentlige’ haft til opgave at bugsere pramme i området, og de har ikke selvstændigt foretaget anlægsarbejder.
Slæbebådene lagde kun til i havnen, når de skulle hente forsyninger, bunkre olie samt udskifte besætningerne. De russiske søfolk har overnattet på slæbebådene:
- FBC oplyser, at ’arbejdstilladelser ikke er påkrævet for de russiske søfolk, idet der er tale om marine arbejder’. Femern A/S har i lyset af FBC’s tilkendegivelse om, at arbejdstilladelser ikke er påkrævet for de russiske søfolk anmodet Kammeradvokaten om en vurdering af, hvornår de danske regler om opholds- og arbejdstilladelser finder anvendelse i forhold til søfolk på skibe, der indgår i et anlægsarbejde, oplyser Femern A/S
Politiet har sigtet søfolkene
Ifølge Kammeradvokaten SKAL udlændinge have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse i Danmark… ’Arbejdstilladelse kræves tillige til beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn…’
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet siger, at det er hovedreglen, uanset om der er tale om et dansk eller udenlandsk indregistreret skib, at en udlænding SKAL være i besiddelse af en opholds- og arbejdstilladelse, hvis skibet tager fast ophold i dansk område, og derfor ikke er i international trafik.
Politiet har oplyst, at de forventer at sigte de russiske søfolk for overtrædelse af reglerne om opholds- og arbejdstilladelser, og at de derfor vil modtage en bøde samt et indrejseforbud.
FBC truer med erstatningskrav
Ifølge FBC har ingen af de russiske søfolk erkendt sig skyldige, og de har ikke ønsket at udtale sig yderligere til politiet.
Ejeren af de russiske slæbebåde har tilkaldt juridisk assistance, idet han vurderer at ’anholdelserne af de russiske søfolk og toldmyndighedernes inspektion af skibene anses for at være en overtrædelse af søfolks rettigheder og et brud på MLC-konventionens regler om søfarendes arbejdsforhold. Konventionen er ratificeret af en lang række lande herunder Danmark.
FBC afviser, at de danske regler om opholds- og arbejdstilladelse gælder for det pågældende arbejde, og samtidig nægter FBC at acceptere eventuelle bødeforlæg:
- Konsortiet vil gøre et erstatningskrav gældende overfor både de relevante myndigheder og Femern A/S i anledning af det, som konsortiet opfatter som en uberettiget politiaktion. Desuden forventer FBC, at de russiske søfolk vil rejse krav om erstatning for uberettiget anholdelse og tabt arbejdsfortjeneste.
Politisk opbakning til aktionen
Ifølge Fagbladet har samtlige partier bag forliget om Femernforbindelsen understreget, at
det ikke er inden for rammer, som den danske stat kan leve med, når 28 russiske sømænd arbejder ulovligt på Femern Bælt-forbindelsen:
- Forligskredsen understreger, at anlægsarbejdet med Femern Bælt-tunnelen skal udføres inden for lovgivningens rammer. Femern Bælt er et vigtigt projekt, som vil give tusindvis af arbejdspladser på Lolland og i andre dele af landet i anlægsfasen. Arbejdet skal udføres på danske løn- og arbejdsvilkår. Det er der klare aftaler om, og forligskredsen ser frem til at få en orientering fra ministeren i forhold til, hvorvidt der er behov for yderligere værktøjer til at sikre, at der ikke opstår tvivl om det sker, hedder det i den fælles udtalelse.