Finder ny direktør i egne rækkerDet bliver Kullegaards nu tidligere økonomichef Jacob Christiansen (tv.), der overtager posten som adm. direktør fra stifter af arkitektvirksomheden Thomas Kullegaard (th.).

Finder ny direktør i egne rækker

For at fremtidssikre virksomheden skifter arkitektvirksomheden Kullegaard administrerende direktør

Direktøren i Kullegaard er ikke længere stifteren Thomas Kullegaard. Udskiftningen på den ledende post er gældende fra 1. oktober, og sker som en naturlig følge af de aftaler, den samlede partnergruppe indgik for tre år siden omkring ejer- og ledelsesstruktur, hvor Thomas Kullegaard selv satte dato for direktørskiftet.

Han etablerede firmaet i 1980, og har siden udviklet arkitektvirksomheden, så der i dag er ansat mere end 70 medarbejdere. Det har han gjort i tæt samarbejde med virksomhedens øvrige partnere, hvilket han fortsætter med, da han stadig har sin daglige gang i virksomheden som partner, hvor han bl.a. er ansvarlig for projektudvikling.

- Det er en stor dag for mig og for Kullegaard. Det er selvfølgelig med et vist vemod, at jeg siger farvel til posten som direktør, men jeg har længe vist, at den dag skulle komme. Nu fokuserer jeg fuldt ud på at skabe projekter sammen med vores kunder og samarbejdspartnere, hvilket jeg glæder mig til. Jeg siger jo heldigvis ikke farvel, hvilket gør skiftet lidt nemmere, siger Thomas Kullegaard.

Skal udvikle og konsolidere forretningsgrundlaget
Den nye direktør er fundet inden for egne rækker, da Kullegaards nuværende økonomichef Jacob Christiansen overtager posten. Han har arbejdet i virksomheden siden august 2017, hvor han har været ansvarlig for de økonomiske og administrative funktioner. Der har fokus bl.a. været på løbende optimering, så virksomhedens stabe understøtter og supplerer bedst muligt i forhold til gennemførelse af rentable projekter.

Direktørskiftet sker på et tidspunkt, hvor virksomheden indleder et nyt regnskabsår og en ny strategiperiode. Her er fokus bl.a. på videreudvikling af en værdiskabende plads i markedet gennem en formålsdrevet strategi.

- Jeg ser frem til at komme endnu tættere på virksomheden via posten som administrerende direktør, hvor jeg forventer, at jeg kan bidrage til at fortsætte den positive udvikling, virksomheden har været igennem de seneste år. Det vil jeg gøre ved at understøtte den igangværende kommercialisering af virksomheden samt udvikle og konsolidere vores forretningsgrundlag, siger Jacob Christiansen.

Han er uddannet på CBS, hvorfra han har en HD i regnskab. Derudover har han en uddannelsesmæssig baggrund inden for ledelse fra CBS samt en mini MBA. Forud for ansættelsen som økonomichef i Kullegaard havde han en karriere i forskellige produktionsvirksomheder, senest som integration manager i Orkla Foods Danmark. Derudover har han en bred erfaring fra flere forskellige brancher – bl.a. fra entreprenørvirksomheder via regnskabsrelaterede funktioner i Højgaard & Shultz, Atcon Grønland og FC Entreprise.

-los


3/10 2018