Fingerplanen skal fornys
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen indleder dialog med borgmestrene i hovedstadsområdet. Sammen tager de nu hul på en fornyelse af Fingerplanen og den fysiske trafikplanlægning i hovedstadsområdet
- Hovedstadsområdet har udviklet sig hastigt i mange år, og rammerne for udviklingen er på visse punkter blevet overhalet indenom. Derfor har jeg nu samlet borgmestrene fra hele hovedstadsområdet, så vi sammen kan gå i gang med at revidere Fingerplanen. Sådan lyder meldingen fra Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, der stiller sig i spidsen for det forestående arbejde
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen vil revidere Fingerplanen i to spor. Dels åbner ministeren for et "hurtigt spor", hvor der indkaldes forslag til afgrænsede ændringer, som er påtrængende for kommunerne i arbejdet med at sikre vækst i hovedstadsområdet.
På den baggrund udarbejdes der et forslag til en revideret Fingerplan, som udstedes i begyndelsen af 2017. Derudover igangsættes et "udredningsspor", der skal klarlægge behov for større og mere grundlæggende ændringer af Fingerplanen. I så fald er målsætningen at gennemføre disse med virkning fra 2018.
En dynamisk metropol
- Med ca. to mio. indbyggere er hovedstadsområdet en dynamisk metropol i hastig forandring. Kommunernes planlægning må ikke blive indskrænket af utidssvarende rammer eller manglende fleksibilitet, der hæmmer mulighederne for at realisere hovedstadsområdets store vækst- og udviklingspotentiale.
- Derfor var en revision af Fingerplan 2013 et af initiativerne i regeringens udspil Vækst og udvikling i hele Danmark. Det sætter vi nu i gang, siger Troels Lund Poulsen.
Siden 1947 har Fingerplanen dannet den overordnede ramme for fysisk planlægning og udvikling i hovedstadsområdet. Efter strukturreformen i 2007 er Fingerplanen blevet udmøntet i 'Landsplandirektivet for hovedstadsområdets planlægning'. Det blev udstedt første gang i 2007 og efterfølgende revideret i 2013.
Fakta om Fingerplanen
Fingerplan 2013" - eller i daglig tale Fingerplanen - er navnet på en bekendtgørelse, som danner rammen om fysisk planlægning i hovedstadsområdet.
Den kommende revision af planen gennemføres i to spor. I begge spor vil fokus være på, hvordan ændringer af Fingerplan 2013 kan skabe bedre rammebetingelser for at realisere hovedstadsområdets store vækst- og udviklingspotentiale.
I spor 1, det hurtige spor, indkaldes der forslag fra kommuner til ændringer af Fingerplan 2013, der skal opfylde visse kriterier. På baggrund af de indkommende forslag udarbejdes der et udkast til en revideret plan. Det forventes, at udkastet sendes i offentlig høring først på efteråret, og at en revideret plan udstedes i starten af 2017.
I spor 2 gennemføres et dybdegående udredningsarbejde. Udredningsarbejdet har til formål at afklare, om der er behov for ændringer af principper og grundlæggende bestemmelser for planlægningen i hovedstadsområdet. I så fald er målsætningen at gennemføre ændringerne med virkning fra 2018.
-cmn