Fjer i hatten til Link Landskab Projektet Stranden Aker Brygge har indbragt Link Landskab en international arkitekturpris. (Foto: Tomasz Majewski)

Fjer i hatten til Link Landskab

Arkitektfirmaet Link Landskabs arbejde med omdannelsen af havnepromenaden Aker Brygge i det centrale Oslo i Norge vækker international opmærksomhed

Link Landskab er blevet kåret som vinder af ”WAN Waterfront Award 2016”. Prisen tildeles for Link Landskabs arbejde med omdannelsen af havnepromenaden Aker Brygge i det centrale Oslo.

Projektet er en revitalisering af hele havnepromenaden og det omkringliggende område, hvor byrum og havnefront er blevet gentænkt og omdannet.

Link Landskab har været ansvarlig for udformning af masterplan samt design af uderum og pladser. Projektet har bidraget til at Aker Brygge er blevet en ny pulserende bydel med et spirende by- og handelsliv, og juryen fremhæver, hvordan et enkelt, men stærkt koncept har styrket områdets identitet, skabt en stærkere forbindelse til vandet og øget social interaktion mellem områdets brugere.

Leder af Link Landskab Anne Pia Møllenhus udtrykker taknemlighed for prisen og siger, at hun er stolt af sine dygtige kolleger samt udviklingsselskabet Norwegian Property, der også har spillet en aktiv rolle i arbejdet med programmering og design.

-cmn

3/11 2016