Fjernelse af Håndværkerfradrag øger det sorte arbejde

Fjernelse af Håndværkerfradrag øger det sorte arbejde

Både regeringens støttepartier og tidligere økonomisk vismand mener, at boligjordordningen skal skrottes. Det er direktør i Danske Malermestre Ole Draborg uenig i.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Danske Malermestres direktør, Ole Draborg, advarer regeringen mod at fjerne BoligJobordningen permanent, fordi den er et reelt instrument mod sort arbejde og på sigt vil byggeriet indrette sig, så der ikke opstår flaskehalse.

Regeringen lægger ’kun’ op til at halvere Håndværkerfradraget og føre det tilbage til, hvad det var i 2020, mens støttepartierne - SF, Enhedslisten og Radikale - vil skrotte ordningen helt.

Derimod står Ole Draborg fast på, at ordningen bør gøres permanent som et instrument mod sort arbejde. Også selvom tidligere overvismand og professor på Aarhus Universitet Michael Svarre er på linje med regeringens støttepartier:

- Jeg hører argumenterne om, at byggebranchen buldrer derud af, og fradraget derfor ikke er nødvendigt længere. Jeg er ikke enig. For gøres BoligJobordningen permanent, vil markedet tilpasse sig. I stedet for at se ordningen, som et instrument til at regulere konjunkturerne, skal det ses som et værn mod sort arbejde, siger Ole Draborg.

Markedet tilpasser sig
Ved finansloven for 2021 valgte regeringen at forhøje fradraget fra 12.500 kroner om året til 25.000 kroner om året for at sikre danske arbejdspladser, og det virkede:

- Hvis byggebranchen kan stole på, at BoligJobordningen er permanent, fastansættes de folk, der er brug for – og så opstår der ikke flaskehalse som i dag. Markedet indretter sig, fastslår Ole Draborg.

Danske Malermestre arbejder i øvrigt for, at håndværkerfradraget igen kommer til at omfatte alt malerarbejde, også indvendigt malerarbejde, fordi det har en meget positiv effekt over for sort arbejde:

- I den periode, hvor man kunne få fradrag for indvendigt malerarbejde, mindskedes kundernes interesse for at få udført malerarbejdet sort markant, siger Danske Malemestres direktør.

Fjernede sort arbejde
Flere analyser fra Danske Malermestre påviste virkningen mod sort arbejde:

- Faktisk var det en generel opfattelse blandt medlemmerne, at ordningen på det nærmeste fjernede det sorte arbejde fra faget. Når malerfaget er udsat for meget sort arbejde, skyldes det, at faget er meget arbejdskrafttungt. Med Håndværkerfradraget opnår kunden derfor en besparelse, der nogenlunde matcher den betalte moms. Derfor får ordningen kunderne til at vælge at få udført arbejdet med regning og med garanti og klagemulighed, forklarer han.

31/8 2021