Flere faggrupper effektiviserer
Ordrestyring.dk opnår rekordomsætning og er vækstet med 3000 nye brugere, heriblandt entreprenører, tømrere, malere og kloakvirksomheder
Det er en yderst tilfreds Tommy Hahn Sørensen, der afleverer sit første regnskab, siden han i starten af 2018 overtog posten som adm. direktør efter stifter og medejer Carsten Schou Rasmussen.
I regnskabsåret, der løber fra 2. halvår '17 til 1. halvår '18, fortsætter Ordrestyring.dk væksten fra de tidligere år. Med en tilgang på flere end 3000 stiger antallet af brugere til 12.500, hvilket udmønter sig i en rekordomsætning og en bruttofortjeneste, der stiger fra 9,2 mio. kr. til 13,6 mio. kr. Webbaseret sagsstyring trækker flere og flere faggrupper til samtidig med, at også de store virksomheder kobler sig på.
Ordrestyring.dk har indtil nu primært været målrettet mod virksomhederne i el- og vvs-branchen, og de udgør i dag også langt størstedelen af kunderne. Men ifølge direktøren, så er tendensen, at flere og flere faggrupper nu for alvor begynder at effektivisere.
- Resultatet er udover den generelle digitalisering i byggebranchen et resultat af, at vi for alvor har åbnet op for langt flere faggrupper, herunder entreprenører, tømrere, malere og kloakvirksomheder. Dem har vi langt flere af nu, og det kommer også til at gøre sig gældende de kommende år, siger Tommy Hahn Sørensen, der forventer, at runde 15.000 brugere ved årsskiftet.
Samtidig er resultatet ifølge direktøren også et resultat af, at Ordrestyring.dk i dag har skåret en lang række unødige processer væk, og organisationen er effektiviseret helt ud i yderste led.
- Det har været et spændende og skelsættende år for Ordrestyring, hvor den nye strategi har vist sig at være den rigtige. En strategi, som vi eksekverer på netop nu, og som skal tilføre os yderligere vækst de kommende år, siger Tommy Hahn Sørensen.
Ikke en ung iværksættervirksomhed
Ordrestyring er etableret i 2011 og er årligt vokset med 100 %. Hver en tjent krone er indtil nu investeret i udvikling og nye medarbejdere. Ordrestyring.dk har i dag flere end 12.500 brugere.
- Med den markedsandel vi har nu, er vi nu ikke længere en ung iværksættervirksomhed. Vi er en vækstvirksomhed, der med en markedsledende position fremadrettet leverer resultater og endnu mere værdi til kunderne. Det gør vi bl.a. ved at agere som markedsleder og i endnu højere grad indrette os efter vores kunders hverdag, siger Tommy Hahn Sørensen.
Effektivt partnerskab med håndværkerne
Den webbaserede og digitaliserede forretningstilgang, hvor ordrestyringsprogrammet automatiserer og effektiviserer administrationen hos virksomhederne, gennemsyrer hele den tilgang, Ordrestyring.dk selv har til samarbejdet med håndværkerne.
- Vi er sat i verden for at effektivisere og give håndværkerne en nemmere hverdag, så de i endnu højere grad kan fokusere på deres kernekompetencer. Vi skal derfor også selv være tro mod den proces i samarbejdet med håndværkerne, og den strategi har vi stor succes med, siger Tommy Hahn Sørensen.
Den fleksible webbaserede tilgang til kunderne betyder bl.a., at Ordrestyring stiller mandskab og digitale platforme til rådighed, når håndværkerne har tid, og når det passer ind i deres travle hverdag. På den måde mister håndværksvirksomhederne heller ikke netop de timer, hvor de har mulighed for at opnå deres indtjening.
Ordrestyring har hovedkontor i København og beskæftiger knap 25 medarbejdere. De flere end 12.500 daglige brugere af Ordrestyring.dk er fordelt på flere end 1500 virksomheder.
-kj