Fornyelse af Kunstneridyl
Arkitektrådgiver til fornyelse af Solnedgangspladsen i Gl. Skagen er nu udvalgt. Kristine Jensens tegnestue dramatiserer Solnedgangspladsens åbenhed bliver på en overbevisende måde
Frederikshavn Kommune og Grundejerforeningen Gammel Skagen har netop opræsenteret vinderprojektet til fornyelse af Solnedganspladsen i Gl. Skagen.
Det bliver Kristine Jensens tegnestue i samarbejde med billedhuggeren Ingvar Cronhammer og Bjarne Frost Design, der skal udforme den nye Solnedgangsplads i Gl. Skagen.
Rådgiverteamet er udvalgt som det vindende projekt i den arkitektkonkurrence, der i oktober 2015 blev udskrevet om Solnedgangspladsen i Gl. Skagen som en del af Realdanias kampagne Stedet Tæller.
Offentliggørelsen af vinderprojektet fandt sted på Kulturhus Kappelborg i Skagen sammen med de to andre forslag, fra det københavnske arkitektfirma SLA og det norske arkitektfirma Snøhetta.
Dommerkomiteens bedømmelse
En enig dommerkomite har udpeget forslaget som det bedst egnede til realisering, fordi det på en enkel og overbevisende måde skaber en attraktion, der ikke prøver at henlede opmærksomheden på sig selv, men som understreger de oplevelser, som forventningerne til stedet har skabt. Solnedgangspladsens åbenhed er blevet dramatiseret på en overbevisende måde.
Forslaget består af to dele i fint samspil med hinanden: En solskive og en række nye klitter. Solskiven skal være over 20 meter i diameter, og vil fremstå som det primære element, og klitterne det sekundære.
Forslaget tager højde for de nødvendige parkeringspladser og muligheder for ophold og oplevelse af havet og solnedgangen. Nu igangsættes en proces, hvor projektet justeres endeligt i en dialog mellem rådgiver og projektets relevante parter.
Spektakulært udsyn
Fornyelsesprojektet for den kendte plads i Gl. Skagen er en del af Realdanias kampagne, der har titlen Stedet Tæller. Kampagnens projekter skal udvikle og udnytte de stedbundne potentialer, der kan bidrage til at styrke livskvaliteten med fokus på kystturisme. Realdania har afsat i al t115 mio. kr. til formålet.
Og Solnedgangspladsen er stedet, der tæller i Gl. Skagen. Her mødes by og hav, borgere og gæster – og herfra har man et spektakulært udsyn mod Vesterhavet og en fantastisk solnedgang. Men den asfalterede plads yder ikke beliggenheden retfærdighed. Opgaven er således at skabe en fornyelse af høj kvalitet uden at ændre på stedets særegenheder.
Hvert af de deltagende arkitektfirmaer modtager kr. 125.000 for deres forslag. Hele projektet til 9 mio. kr. finansieres af Realdania med 5 mio. kr. Frederikshavn Kommunen, der er ejer af pladsen bidrager med 2 mio. kr. og Inge og Asker Larsens fond og ENV fonden hver med 1 mio. kr.
Der forestår nu detailprojektering og udbud af anlægsarbejderne, der påbegyndes i november 2016. Indvielse af pladsen sker i maj/juni 2017. Entreprisesummen er 6.4 mio. kr.
-cmn